Artikler

Kriminaljournalistik og tabloidpresse

 

 

  

 

 

  af lektor, cand.phil., Ulrik Lehrmann, Institut for Litteratur, Kultur og Medier,
  Syddansk Universitet, Odense.

 

 

 

 

 

 

Kriminaljournalistik – nyheds- eller oplevelsesjournalistik?

Er kriminaljournalistik overhovedet nyhedsjournalistik? Der er knyttet en stor aktualitetsværdi til journalistiske beretninger om aktuelle forbrydelser, det være sig mord, overfald, røveri m.m. Kriminaljournalistik er som megen anden journalistik beskrivelser af nyligt indtrufne begivenheder, der formodes at være vedkommende for læserne. Det springende punkt er så blot: vedkommende i hvilken forstand? Selv om megen kriminaljournalistik er af dagsaktuel karakter, skal man på den anden side ikke være blind for, at journalistiske forbrydelsesfortællinger har et stort publikum, også når forbrydelserne ikke er højaktuelle. Det peger på, at kriminaljournalistikken er andet og mere end aktuel nyhedsjournalistik, fordi kriminaljournalistikkens stof er af en beskaffenhed, som kun for en meget overfladisk betragtning har lighedspunkter med f.eks. almindelig nyhedsjournalistik og sportsjournalistik mht. aktualitetsværdi. Kriminaljournalistikkens stof er fatalt, i den forstand det handler om voldsomme overskridelser af kollektive normer (moral) og et samfunds love (jura), og i sin mest radikale form handler kriminaljournalistikkens om det uafvendelige og uoprettelige: døden.

De engelske medieforskere John Fiske og John Hartley foreslog tilbage i de sene 1970’ere at se medierne som moderne historiefortællere (jf. Fjernsynets sprog (1978; da.overs. 1981)). ”Fjernsynet som vores kulturs skjald” lød slagordet, og hermed mente de, at fjernsynet – og mediebestanden som sådan – har karakter af et socialt ritual, der formidler ”kulturens kollektive bevidsthed”. Skjaldefunktionen tjener til at beskrive det forhold, at mediernes betydning og funktion i nok så høj grad udgøres af bestræbelser for at vedligeholde og nyorientere kulturelle værdihorisonter som af faktuel formidling af aktuelt indtrufne begivenheder. Mediernes skjaldefunktion er også blevet kaldt en betragtning af medierne som kulturel form eller ritual:

Det rituelle perspektiv betragter primært mediekommunikation som et moderne samfunds kommunikation med sig selv, hvorved der i alle dets medlemmer reproduceres og installeres en følelse af fællesskab og identitet, af fælles vilkår, værdier, opfattelser osv. Medierne er fortællere, som gentager fortællinger, der ligesom gamle myter tjener som måder til at tænke over eksistentielle og sociale forhold, som individer og grupper må forholde sig til i deres dagligliv. (Jostein Gripsrud: “Tabloidzation, popular journalism and democracy”, Sparks, Colin and John Tulloch (ed.): Tabloid Tales. New York/Oxford 2000, s. 295; min oversættelse)

I dette lys er kriminaljournalistik fortællinger om fatale eksistentielle og sociale forhold, der gennem deres stadige genfortælling aftegner en kulturel værdi- og oplevelseshorisont. Kriminaljournalistik har som oftest et aktuelt afsæt i form af en forbrydelse. Det er dog ikke nødvendigvis aktualitetsværdien, der er det centrale, men i mindst lige så høj grad de eksistentielle oplevelser, der er indeholdt i journalistiske beskrivelser af mord m.m. Gennem de seneste 50 år er det i særlig grad tabloidpressen, Ekstra Bladet og B.T., der har markeret sig med en pågående kriminaljournalistik, hvis karakter i det følgende vil blive indkredset ved hjælp af Ekstra Bladets kriminaljournalistik.

 

Ekstra Bladets kriminaljournalistik fra 1960’erne til i dag

Ekstra Bladet (etableret 1904)fik først sit tabloidformat i 1961, men var også inden da og sammen med B.T. (etableret 1916) de danske versioner af en tabloidpresse. [karakteristik af tabloidpresse]

I konkurrencen med B.T. blev Ekstra Bladet betragtet som frækkere og mere aggressiv i sin journalistik, men det er i høj grad et billede, der er præget af den journalistiske relancering, som avisen undergik i 1960’erne. Ekstra Bladet fik et nyt layout designet af Austin Grandjean (1930-2006), distributionssystemet blev udvidet fra primært at have dækket København til at dække hele landet, og først og fremmest stod den nye chefredaktør i 1963, Victor Andreasen (1920-2000), i spidsen for skabelsen af avisens ry som stedet for et frisk pust af modernitet, social velfærd og glad optimisme. I en dansk sammenhæng var Ekstra Bladets journalistik – ikke mindst den socialt anklagende og debatskabende kampagnejournalistik – i 60’erne nybrydende, selv om avisens journalistik set i et bredere perspektiv langt hen ad vejen var en opdatering af journalistiske normer, der var kendt fra den engelske populærpresse. Ekstra Bladets og B.T.s oplagsmæssige storhed og fald fra 1960’erne og til i dag beskriver en næsten symmetrisk kurve med toppunkt i første halvdel af 1980’erne (se Skema 1). De nye digitale mediers informationstilbud, dereguleringen af tv-markedet fra og med TV2s etablering i 1988 samt fremvæksten af diverse gratisaviser har affødt en drastisk oplagsreduktion på næsten en halvering af oplaget pr. tiår siden 1990.

 

  Skema 1: Ekstra Bladet (EB)and B.T. – oplag 1960-2010.

	1963	1968	1970	1977	1980	1983	1990	2000	2010
EB	79.200	176.480	202.859	248.544	249.537	249.579	217.503	132.828	72.986
B.T.	160.000	186.742	199.058	199.676	227.677	213.215	209.112	124.521	69.839

(Kilde: Oplagstal og markedstal 1986, 2007; Dansk Oplagskontrol (www.do.dk))

 

Kriminaljournalistikken har fra 60’erne til i dag været viet en særlig opmærksomhed i Ekstra Bladet, kulminerende 2005-07 med det ugentlige tillæg Kriminalen, der udelukkende bragte kriminalstof. Målt i spaltemillimeter blev kriminaljournalistikkens omfang tredoblet fra 1966 til 2006 (jf. Fig. 1).[i] Væksten i kriminaljournalistikkens volumen svarer imidlertid til den generelle vækst i avisens redaktionelle indhold i  

 dette tidsrum, så procentuelt forandres kriminaljournalistikken forhold til det øvrige redaktionelle stof ikke. Når det alligevel kan opleves, som om kriminaljournalistikken i Ekstra Bladet fylder mere, jo nærmere vi kommer vor egen tid, så skyldes det, at kriminaljournalistikkens vækst finder sted inden for de første 5-7 

 

 

sider, mens en lang række af de øvrige stofområders vækst bliver placeret i særskilte tillæg (sport, ferie, film, bil osv.). Hertil kommer, at kriminalstof ofte er forsidestof. Medvirkende til oplevelsen af kriminalstoffets kraftigere eksponering i Ekstra Bladet gennem de seneste 40-50 år er også en vækst i omfanget af illustrationer (jf. Fig. 2). Hvor avisen i 1966 bragte næsten dobbelt så meget tekst- som illustrationsmateriale, er forholdet mellem tekst og illustration i 2006 næsten jævnbyrdigt.

De forbrydelser, der finder vej til Ekstra Bladets sider, er i overvejende grad spektakulære og voldsomme forbrydelser. Højt prioriteret er således mord, sexrelaterede forbrydelser (typisk voldtægt, pædofili) og i en vis udstrækning vold. Som det fremgår af Fig. 3, er omfanget af journalistik omhandlende mord nogenlunde stabilt, mens journalistik omhandlende vold og sexrelaterede forbrydelser er mere konjunkturfølsomt. Som noget nyt i perioden fremstår væksten i journalistik omhandlende trafikforbrydelser (typisk spritbilister og flugtbilister i dødsulykker).

 

 

Omfanget af de respektive kriminalitetsformer i kriminaljournalistikken vidner om en overrepræsentation af bestemte forbrydelser i forhold til den almene kriminaljournalistik. Det er derfor nærliggende at stille spørgsmålet om, i hvilken udstrækning kriminaljournalistikken omhandler aktuelle forbrydelser eller måske snarere handler om bestemte kulturelle stereotyper og eksistentielle kriseerfaringer?

Det gennemgående tema i kriminaljournalistikken er ikke beskrivelsen af spændingen mellem individuel moral og samfundets krav i form af juridiske love, men fremstillingen af døden som en realitet og en pludseligt indbrydende kraft i livet. Svarende hertil er det bemærkelsesværdigt, at omtalen af trafikforbrydelser vokser i undersøgelsestidsrummet, mens antallet af (døds)ulykker i trafikken er faldende i det samme tidsrum. Spørgsmålet er derfor, om det ikke er fremstillingen af kropsbeskadigelser – og i sin yderste konsekvens: døden – der er kriminaljournalistikkens omdrejningspunkt, og som heri samtidig giver læserne mulighed for at spejle og konfrontere egne sårede og skrøbelige selvbilleder. I den forstand bidrager kriminaljournalistikken til at ryste hverdagsrutiner for herved at minde læserne om egen eksistens, udsathed og dødelighed – en slags dagliglivets eksistentielle bungee jump. Tabloidpressens kriminaljournalistik er i lige så høj grad et eksistentielt anliggende som et spørgsmål om social moral og evt. dårlig smag.

 

Fra politiblikket til virkelighedens stemme

Den journalistiske form i Ekstra Bladets kriminaljournalistik forandres fra 1966 til 2006. I 1966 og i hovedtræk også i 1986 formidler Ekstra Bladet, hvad man kan kalde et politiblik på de begåede forbrydelser, hvorimod avisen i 2006 i langt højere grad bestræber sig for at formidle kriminalitetsstoffet ved hjælp af de involverede eller berørtes egne udsagn og oplevelser, hvilket medvirker til at give kriminaljournalistikken en stærk følelsesmæssig appel.

I 1966 og 1986 er kriminalstoffet næsten udelukkende skrevet med politiet som hovedkilde. Heri er der for så vidt intet usædvanligt, men det bemærkelsesværdige er, at den journalistiske vinkel også er politiets og den politimæssige efterforsknings – undertiden i en sådan grad at journalistikken sprogligt tager farve af politirapportens sprog.

I november 1966 blev to kvinder dræbt, og i begge tilfælde anvendte Ekstra Bladet politiblikket i sin fremstilling af forbrydelserne:

 Sent i nat sagde man hos kriminalpolitiet i Sønderborg, at man er på bar bund i jagten på den 23-årige journalistelev Marie Engmarks morder. Hun blev i går eftermiddag fundet liggende død i et buskads på en øde landevej mellem Sønderborg og Kruså. (Ekstra Bladet 12.11.1966; forsidehistorie)

Endnu i morges havde man intet spor af morderen. Men kriminalpolitiet efterlyser en mand, som i aftes mellem kl. 17.30 og kl. 18.30 gik rundt i ejendommen, hvor mordet er sket, for at sælge bladet ”Tidens Tegn”. I dette tidsrum gik fru Gregersen ned i kælderen for at stryge efter storvask – og hun blev sidst set i live ved 18.15-tiden, da hun vekslede nogle ord med en beboer nede i kælderen. (Ekstra Bladet 16.11.1966)

 

I disse formuleringer kan man næsten høre politiets stemme og få et glimt af forbrydelsen formidlet gennem formuleringerne i politiets standardprocedurer. Beskrivelsen af den myrdede og mordstedet er også set gennem et nøgternt politikblik:

 

På cementgulvet i et tørrerum lå fru Ulla Gregersen livløs. Stramt om hendes hals var bundet en damestrømpe og en undertrøje – taget fra hendes eget vasketøj.

[…]

Ved ligsynet […] konstateredes det, at fru Ulla Gregersen ikke havde været udsat for voldtægt, og derfor er der næppe tale om et seksualmord. (Ekstra Bladet 16.11.1966)

 

Denne måde at beskrive forbrydelser på rummer ikke megen journalistisk appelværdi. I stedet for en dramatisk orkestrering eller udpenslende detaljeringer er det eneste selvstændige journalistiske bidrag i 1966 baggrundsartikler om generelle tekniske aspekter vedrørende politiets arbejde (hvordan et hår i en bil kan blive et afgørende teknisk bevis; en psykologs beskrivelse af en voldtægtsmands mentale profil).

Ekstra Bladets kriminaljournalistik i 1966 og 1986 er organiseret ud fra politiblikket, selv om enkelte artikler i 1986 er på vej til at formidle en mere oplevelsesorienteret beskrivelse. I modsætning hertil fremstår kriminaljournalistikken i 2006 næsten, som om det er virkeligheden selv, der taler direkte til læserne. Det er selvfølgelig fortsat en journalist, der formidler stoffet, men man har som læser ikke længere fornemmelsen af hele tiden at kigge en nøgtern kriminalbetjent over skulderen. Denne effekt opnås bl.a. ved, at der er færre referencer til udsagnenes kilder, og når den slags referencer anføres, er de nedtonede ved ikke at stå i artiklens indledning. Set fra et læserperspektiv giver det en langt større mulighed for at komme i et direkte forhold til de situationer, der skildres.

De tekstlige forandringer i fremstillingen af kriminalitet kan illustreres ved hjælp af dækningen af kriminalstof i Ekstra Bladet 06.11.2006, hvor avisen bragte tre forskellige mordhistorier.

For det første består overskrifterne af citater, hvilket giver en dramatisk og fængende indledning, der simulerer et øjenvidnes direkte henvendelse til læseren:

Skudt ved fejl. Jordanske Tutu dræbt: – Han hadede ballade, siger ven om ofret på morgenværtshus

Hun kaldte mig en idiot. Jalousi-drab: – Det slog klik for mig, forklarede 21-årig mand, som dræbte sin ekskæreste med flere knivstik.

Den dræbtes kone: Politiet gjorde det rigtige

(Ekstra Bladet 06.11.1966)

 

For det andet er der en tydelig tendens til at indlede artiklerne med en indrammende situation, hvilket letter læserens strukturering og identifikation i forhold til artiklens univers:

– Hun kaldte mig en idiot og svinede mig til. Jeg sagde, jeg ville begå selvmord. Men det var hun ligeglad med.

– Så gik der en sort klap ned. Jeg kan ikke huske, at jeg stak hende med kniven.

For det tredje bruges interviews til at dramatisere fremstillingen. Ofre, venner, familiemedlemmer, øjenvidner beskriver forbrydelsen, men først og fremmest bruges de til at fremstille deres egen følelsesmæssige involvering. I den forbindelse er det værd at bemærke, at når politiet inddrages, er det ikke som det overskuende politiblik, men som en dramatiseret interviewkilde blandt andre.

 

 

Endelig er det for det fjerde bemærkelsesværdigt, at mordene i hovedsagen fremstilles som tilfældige. Det er ikke planlagte forbrydelser, der er centrum for kriminaljournalistikken, men snarere en fremholdelse af tilværelsens ukontrollable voldsomme kræfter og den tynde grænse mellem disciplineret normalitet og eruptive vredeshandlinger.

 

Kriminaljournalistik som eksistentiel hverdagsfortælling

I skematisk form kan kriminaljournalistikkens elementer fremstilles som et solsystem, hvor den begåede forbrydelse udgør solen, hvorom der cirkulerer tre journalistiske planeter (fremstillingsstrategier): politiblikkets genfortælling af den politimæssige undersøgelse, teknisk og videnskabelig viden om hvordan man afdækker en forbrydelse, en melodramatisk farvet detaljeret situationsgengivelse (Fig. 4).

De tre synsvinkler indgår i forskellige blandforhold, og alle er fortsat aktive, men der er en klar tendens til, at politiblikket i løbet af de seneste 40-50 år er blevet afløst af en mere melodramatisk og oplevelsesorienteret kriminaljournalistik. Ad den vej bliver forbrydelsesfortællingen til en slags skæbnehistorie, hvor tilfældighedens tragik råder, og hvorigennem læseren udsættes for skildringer af voldsomme lidelser og uforudsigelighed. Det store spørgsmål er så, om tabloidpressens kriminaljournalistik herved bliver plat følelsesporno, eller om der snarere er tale om en journalistisk brug af aktuelle forbrydelser til en langt dybere påmindelse om tilværelsen som en tragisk hverdagsfortælling og understregning af læserens skrøbelige eksistens?

 

 

 

[1] De følgende oplysninger vedrørende omfanget af Ekstra Bladets kriminaljournalistik bygger på en kvantitativ indholdsanalyse af avisens redaktionelle stof de første to hele uger i november i henholdsvis 1966, 1986 og 2006.