Artikler

Er dagbladsjournalister politiske?

 

 

 

 

   af Camilla Dindler, cand.mag., ph.d. i politisk kommunikation og journalistik.

 

 

 

 

 

I dagbladsjournalistens daglige arbejde på Christiansborg er hun hver dag i personlig kontakt med politikere og deres rådgivere. Denne fysiske nærhed har skabt en kultur på Christiansborg, hvor der så at sige er vendt op og ned på den journalistiske norm, at en kildes udsagn som udgangspunkt kan citeres. Mellem politikere, deres rådgivere og dagbladsjournalister på Christiansborg er det altså sådan, at man som udgangspunkt taler uden for citat, hvis man ellers kender hinanden – det vil sige med mindre journalisten eller politikeren er ny på borgen.

 

Christiansborg uden for citat

Denne sociale form - uden for citat - kan have forskellige konsekvenser for udviklingen af både politik og nyheder, og den er et af de elementer, jeg har analyseret i ph.d.-afhandlingen ”Christiansborg uden for citat”. Udgangspunktet for mit projekt har været, at forholdet mellem dagbladsjournalister, politikere og deres presserådgivere på Christiansborg også kan beskrives som et gensidigt afhængighedsforhold, det vil sige ikke kun som en magtkamp. Formålet med projektet har været at belyse og analysere journalisters, presserådgiveres og politikeres konkrete adfærd på Christiansborg og derudfra at foreslå, hvordan de via deres adfærd kan få forskellige funktioner for hinanden, som ikke nødvendigvis har været tilsigtet. For eksempel kan man sige, at en politikers samtale med en journalist kan give journalisten en god nyhedshistorie, selvom det egentlig ikke var politikerens hensigt. Men politikeren har ikke desto mindre i dette tilfælde fået en funktion som, hvad jeg kalder en facilitator af nyheder for journalisten. Nogle af disse funktioner vil jeg beskrive nærmere herunder, hvorefter jeg til slut vil foreslå, hvordan de kan forstås i et mediesociologisk lys.

 

I mit projekt har jeg blandt andet gjort brug af interviews samt observationer med udgangspunkt i udvalgte pressetjenester, Christiansborgs semi-offentlige arealer og fra Berlingskes og Politikens Christiansborg-redaktioner samt MetroXpress’ København-redaktion. Dette fandt sted i afgrænsede perioder mellem juni 2007 og februar 2009. Materialet danner grundlag for nogle arbejdshypoteser, som ikke kan sige noget om, hvor ofte de forskellige aktører har den ene eller anden funktion for hinanden, men som i stedet består af nogle typologier over, hvilke funktioner de kan få for hinanden i forhold til udviklingen af både nyheder og politik på Christiansborg. Dette med baggrund i små cases fra mit eget materiale, men også med baggrund i allerede eksisterende forskning.

 

Dagbladsjournalisten er ikke partisoldat, men kan invitere til politik

Jeg vil her præsentere to analytiske pointer fra den ene af to analyser i ”Christiansborg uden for citat”. De er fra analysen, der handler om de funktioner, som en politisk aktør * og en journalist kan have for hinanden uden for citat. Med funktioner mener jeg som tidligere nævnt, hvilke roller de reelt kan spille for hinanden, både intentionelt og ikke-intentionelt. De to pointer er her, at den politiske aktør også bruger journalisten som kilde til information om politik, og at journalistens funktion for politikeren uden for citat kan befinde sig på et spektrum mellem upartisk og ikke-intentionel overbringelse af information og bevidst invitation til forskellige former for politisk handling, som kan skabe nyheder.

 

Journalisten som kilde

Hvad angår den første pointe opfattes det traditionelt sådan, at politikeren er kilde for journalisten, mens journalisten er den aktør, der indhenter information og bearbejder det. Dette sker naturligvis hele tiden på Christiansborg. Men som to politiske aktører herunder siger, er journalisterne også vigtige kilder for politiske aktører:

”Det er ikke sådan, at jeg synes, der er en optimal, eller jeg vil sige ligeværdig, vekselvirkning i, hvad vi fortæller, og hvad vi får ind igen. Det er der ikke rigtigt. Det skal der heller ikke være, vel, fordi når jeg siger, det ikke er optimalt, så er det set fra vores synspunkt, for journalisterne skal ikke sidde og give os lige så meget, som vi giver dem, sådan er det trods alt ikke. Men vi får et billede af, hvad journalisternes billede er, og det er utroligt værdifuldt både for mig og kollegaerne, derfor bruger vi også bunker af energi på møder med journalister. (Dindler 2011: 129)

Og:

“Vi deler tit informationer om, at nu skal regeringen komme med en stor økonomisk redegørelse her på et eller andet tidspunkt i februar, hvor man opgør, hvor stor er udfordringen for dansk økonomi, og det går vi og udveksler oplysninger om hele tiden, hvornår tror vi, det kommer, hvad har vi hørt. (Dindler 2011: 127)

Man kan altså sige, at Christiansborg-journalister i et eller andet omfang bidrager til den sum af informationer, som udgør det grundlag, der tages politiske beslutninger på via deres uformelle samtaler med politiske aktører. Journalisten får derved blandt andet funktion af kilde for den politiske aktør. Og her tager jeg ikke hensyn til, hvorvidt det er journalistens hensigt at optræde som kilde, men konstaterer blot, at det er sådan, den politiske aktør (også) ”bruger” journalisten.

 

Journalistens funktion som kilde er en analytisk indgang til at vise, hvordan den politiske journalistik i nogle tilfælde kan have en direkte betydning for politikudvikling, idet samtaler med politiske aktører uden for citat bidrager til den politiske aktørs samlede mængde af information, som bruges som beslutningsgrundlag i det daglige arbejde. Journalisten kan i disse situationer dels give den politiske aktør en idé, om hvad der nyhedsmæssigt er interessant, dels information om hvad der rører sig i andre politiske miljøer, som den konkrete politiske aktør ikke selv har adgang til. Journalisten er dog til tider bevidst om at blive brugt som kilde og kan derfor udtale sig ud fra sin egen journalistiske interesse, hvilket – igen – den politiske aktør også er klar over**. Derfor er det mit indtryk, at denne type af situationer bruges med forsigtighed af begge aktører, omend de ofte finder sted, og omend politiske aktører tillægger samtaler med journalister en vis værdi.

 

Journalisten kan invitere til politisk handling

Hvad angår den anden pointe, om at journalisten kan invitere en politisk aktør til politisk handling, der kan skabe nyheder, vil jeg henvise til to situationer. Den ene er den situation, hvor journalisten bliver opmærksom på et emne, som kan danne grundlag for en god nyhedshistorie, hvis en politisk aktør vil udtale sig nogenlunde, som journalisten forventer. Det kan på mange måder være udtryk for god journalistisk research, når journalisten næsten på forhånd ved, hvad en kilde vil mene og sige. Omvendt kan man i konkrete sager betvivle, at et politisk udspil overhovedet var blevet til, havde det ikke været for journalistens invitation til en udtalelse. Et eksempel er en journalists vellykkede forespørgsel til SF i 2009, om hvorvidt partiformand Villy Søvndal måske ville sige noget om, at bandeoptøjer også bundede i ballademagernes kultur og ikke kun i socio-økonomiske forhold, som SF tidligere havde lagt afgørende vægt på (Dindler 2011: 128).

 

Den anden situation er den klokkeklare proaktivitet, journalisten udviser, når hun tager initiativ til en aftale, om at en given politiker stiller et §20 spørgsmål i folketingssalen med henblik på at få oplyst et emne og evt. få vigtige citater fra en minister, som ellers er uvillig til at lade sig interviewe af en journalist om emnet.

Aktørerne opfatter ikke nødvendig de to ovennævnte situationer sådan, at journalisten inviterer til politisk handling. De opfatter det ofte som et samarbejde. Men alligevel vælger jeg at sige, at journalisten kan få funktion af politisk orkestrator for en politisk aktør, når hun er den primært initiativtagende part til en politisk handling, som kan skabe nyheder, og når det ikke tydeligt fremgår i selve nyhedsstoffet, at det politiske udspil i udstrakt grad er plantet af en journalist. I konkrete cases kan det dog være svært at afgøre, hvem der egentlig er initiativtagende, fordi politiske aktører og journalister kan siges at indgå i langvarige relationer med jævnlige samtaler, hvor emner udvikler sig med forskellig styrke og opmærksomhed fra parterne. Dette gør sig også gældende i eksemplet med SF ovenfor.

 

Når journalisten orkestrerer politik er det ikke nødvendigvis udtryk for et bestemt dagblads politiske tilhørsforhold eller et ønske om at skabe politik for politikkens egen skyld. Det synes mere sandsynligt, at journalistens loyalitet først og fremmest ligger hos den gode historie, som kan generere spin-off til flere gode historier, hvilket kan holde produktionsomkostningerne relativt lave og positionere dagbladet som dagsordensættende i forhold til de øvrige dagblade. Med andre ord er dagbladsjournalisten på Christiansborg ikke en slags partisoldat, selvom forskning peger på, at dagbladene i en vis grad positionerer sig i forhold til et politisk marked – også til tider i nyhedsjournalistikkens emnevalg og vinklinger. Dette kan dog med fordel forstås som en kommerciel mekanisme og ikke som udtryk for, at journalisten systematisk ønsker at favorisere bestemte kilder. Med andre ord kan et dagblads politiske intentioner være svære at adskille fra strategisk markedsorientering. Samtidig er demonstrationen af uafhængighed af kilderne stadig en dyd blandt Christiansborgs journalister parallelt med den status, der kan opnås ved samtidig at være eftertragtet blandt kilderne.

 

Journalister og politikere leverer til en nyhedsindustri

Funktionen som politisk orkestrator er dermed en analytisk indgang til at beskrive en slags gradbøjning af funktionen som kilde, som er nævnt ovenfor. Den er et begreb for de situationer, hvor journalisten handler helt bevidst med den hensigt at invitere til politisk handling, som kan danne råstof til en nyhedshistorie, som man med rimelighed kan betvivle ville være blevet til i det konkrete medie under de konkrete omstændigheder, hvis ikke journalisten også havde taget et initiativ. Som sagt er det svært i konkrete tilfælde at afgøre, om journalisten optræder som politisk spindoktor eller bare er klar i spyttet over for de politiske aktører omkring sine professionelle nyhedskriterier. I en artikel i Politiken efter udgivelsen af ”Christiansborg uden for citat” siger en politisk redaktør for eksempel: Man kan sige til en politiker, at det der er ikke interessant, men hvis du vil sige det her, så er det interessant. (…) Det handler om at kvalitetssikre det, der kommer ud (Politiken, Kultursektionen, s. 6, den 5.april 2011). Den pågældende redaktør mener ikke selv, at der i sådan en situation er tale om medierådgivning, som det betegnes i Politikens artikel. Men man kan dog med fordel diskutere denne uklarhed omkring journalistiske og politiske roller i lyset af teorien om medialiseringen af politik og den deraf følgende tese om en opinionsindustri, som professor Stig Hjarvard blandt andet beskriver i sin bog ”En Verden af Medier” fra 2008 (Hjarvard 2008: 94). En central pointe i teorien om medialisering af politik er, at både politik og journalistik er under påvirkning af en mediernes logik, som for eksempel er de konsekvenser, som digitaliseringen har betydet for nyhedsproduktion. Løbende deadlines til netaviserne betyder eksempelvis, at der i princippet kan produceres nyheder døgnet rundt. I praksis er det for både journalisters og politikeres vedkommende blevet til krav om øget produktion af nyheder og flere vinkler på blot et nyhedsdøgn. Dette set i lyset af, at de nationale betalingsaviser samtidig er blevet en del af et nyt pressesystem, hvor de udgør en platform for både neutral information og politisk dagsordensættende opinion og aktualitetsstof, som kan påvirke både det politiske system og bejle til aktuelle og potentielle læsersegmenter.

 

En kort definition på en industri er, at det er en kommerciel produktion og forarbejdning af råstof. I det lys kan vi forstå politiske aktørers udtalelser og initiativer som råstof til politiske nyheder. Jeg foreslår derfor, at vi ser journalistens orkestrering af politik som en effektiv, men stadig journalistisk professionel, måde at skabe råstof, til hvad jeg vil kalde en nyhedsindustri. Journalisten som orkestrator kan dermed bruges som et analytisk parameter til at identificere et aspekt af medialiseringen af politik i konkurrencestatens og medieprofessionalismens tidsalder.

 

* Det vil her sige både politiker og (presse)rådgiver

** Se også den britiske forsker Aeron Davis’ studier af relaterede processer i britisk politik (Davis 2007, 2009)

 

Litteratur

Davis, Aeron (2009): ”Journalist-Source Relations, Mediated Reflexivity and the Politics of Politics”, Journalism Studies, Vol. 10, No. 2, Taylor & Francis.

Davis, Aeron (2007): ”Investigating Journalist Influences on Political Issue Agendas at Westminster”, Political Communication, Vol. 24, Taylor & Francis.

Hjarvard, Stig (2008): ”En verden af medier. Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg, Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg.

 

 

Faktaboks

Ph.d.-afhandlingens anden analyse handler om spindoktoren som en grænseaktør. Den viser, hvordan spin-doktoren i produktionsrummet uden for citat både har betydning for nyheds-produktionen og en direkte betydning for politik – dvs. ikke kun for journalistikken om politik. Her er også en typologi over spindoktorens tre funktioner for henholdsvis journalist og politiker. For det første: Han er for begge parter en politisk identitetsskaber i og med, at han leverer politisk råstof til nyheder, hvorigennem politik jo også skabes. For det andet: Han er en formidler mellem politik og nyheder i og med, at han kan optræde som kollega for både politiker og journalist. For det tredje: Han kan orkestrere både nyheder og politik i og med, at han i sin tildelte funktion som formidler også kan lukke af for aktører og emner, således at fx en politiker eller et politisk udspil ikke præsenteres for en journalist eller får muligheden for at kommunikere med en journalist.   Camilla Dindler forsvarede sin ph.d.-afhandling ”Christiansborg uden for citat” den 1. april 2011 på Københavns Universitet, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.