Artikler

Danmark flyder

  af Carsten Stage, adjunkt og ph.d., Aarhus Universitet.

I det seneste halve årti har der været mere eller mindre konstant diskussion om tegningekrisen i de danske medier. Sideløbende har der kørt en lige så langstrakt debat om danskhed og kanoner – senest med reference til regeringens værdikommission. Meget taler imidlertid for, at disse debatter bør ses i en sammenhæng, fordi diskussionen om tegningekrisen også i høj grad har handlet om definitionen af ‘danskhed’. Debatten om krisen er således fyldt med forestillinger om, hvad det vil sige at være dansk, hvem der truer danskheden, og hvad der skal til for at danskheden realiseres fuldt og helt. Men hvorfor klæber debatten om danskhed til netop diskussionen om Jyllands-Postens 12 tegninger? Først og fremmest fordi JPs tegninge-initiativ i sig selv er en værdibaseret reaktion på, at det danske samfund præges og forandres af en tiltagende globaliseringesproces.

Med ‘globalisering’ mener jeg det konkrete faktum, at der rejses, kommunikeres, købes/sælges og laves politiske aftaler på tværs af nationale grænser som aldrig før. Sociologen John Tomlinson fremhæver i sin bog Globalization and Culture (1999), at globaliseringens primære kulturelle hovedkonsekvens er, at forholdet mellem kultur og territorium bliver mere usikkert og foranderligt. Tomlinson mener derfor, at der sker en ‘afterritorialisering’ af kulturelle processer. Når steder bliver flerreligiøse eller flerkulturelle, og når mennesker indgår i onlinefællesskaber med folk på den anden side af jorden er det eksempler på, at stedet ikke determinerer eller afgrænser kultur på samme måde som tidligere. På den baggrund bliver det sværere og sværere at definere, hvad den lokale kultur helt præcist er for en størrelse.

Tomlinson fremhæver dog også, at denne løsrivelse netop skaber en masse debat om hvilke kulturelle værdier, der burde være bundet til stedet. Fordi den nationale kultur ikke giver sig selv, og fordi det danske samfund er blevet synligt flerkulturelt bliver det mere og mere påtrængende at definere ‘de danske værdier’ som led i en politisk-kulturel magtkamp. Ideer om den rette forbindelse mellem steder og specifikke kulturelle værdier kalder man for ‘reterritorialiseringer’. Og det er netop sådan, man kan forstå tegninge-initiativet, dvs. som en reterritorialisering, der forsøger at fastslå visse uomgængelige principper i lyset af det faktum, at det danske samfund er blevet flerkulturelt. Tegninge-initiavet binder således en særlig variant af sekulære værdier til territoriet ved at insistere på, at det islamiske billedforbud ikke har nogen gyldighed i det danske samfund. Og dem, der kritiserer initiativet, knytter i og for sig blot andre værdier til territoriet, fx tolerance eller frisind.

Globaliseringsperspektivet forklarer altså, hvorfor debatten og mediedækningen af tegningekrisen i Danmark er fyldt med danskhedsforestillinger: tegninge-initiativet er ganske simpelt et bud på, hvilke værdier, der burde være særligt bundet til det danske samfund, og den debat der følger i initiativets fodspor tager denne værdidebat op ved at enten at bekræfte eller komme med alternative bud på nationens sande grundværdier.

Og hvad er så det særligt danske? Hvis man undersøger den konkrete krisedebat kan man finde især tre forskellige forståelser af, hvad danskhed er. Den ene binder det danske til en sekulær adskillelse af religion og politik, den anden binder danskhed til et spørgsmål om herkomst, mens den tredje knytter det danske til begreber som tolerance og frisind. På den baggrund er ‘danskheden’ det, man kalder en ‘flydende betegner’ inden for den diskursanalytiske tradition. Danskheden har med andre ord ikke en stabil betydning, men glider mellem forskellige specifikke indholdsbestemmelser.

Koblingen af dansk kultur og sekulær rationalisme er en central del af JPs egen iscenesættelse af tegninge-initiativet. I lederartiklen “Truslen fra mørket” fra dagen, hvor tegningerne publiceres står der fx: “Det mest forstemmende ved hele denne absurde situation er, at vi overhovedet skal tvinges til at diskutere et verdensbillede, vi i den vestlige verden forlod i forbindelse med Oplysningstiden” (JP 30.9.2005). De to gange ‘vi’ i teksten har to betydninger. På den ene side er teksten henvendt til et nationalt publikum og skrevet på dansk, hvormed ‘vi‘ bliver til en fortrolig og lavmælt markering af et indforstået nationalt fællesskab. ‘Vi’et’ er som sådan et eksempel på det sociologen Michael Billig kalder ‘banal nationalisme’, dvs. ord som ‘folk’, ‘samfund’, ‘vi’, ‘os’, ‘vores’ og ‘her’, der pga. deres udramatiske karakter skaber en næsten usynlig bekræftelse af nationen som social kategori. På den anden side pointeres det i JPs lederartikel, at dette banale danske ‘vi’ er indlejret i et større vestligt ‘vi’, hvilket skaber en form for sammensmeltning af det nationale, det vestlige og progressiv oplysthed/rationalisme (jf. ‘forlod’ og ‘Oplysningstiden’).

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udfolder den samme danskhedsforståelse i en kronik, der blev trykt i kølvandet på tegninge-initiativet: “Danmark har hidtil været forskånet for religiøs fundamentalisme. Det danske folk har en god tradition for fremkommelighed og fredsommelighed. Vi snakker os til rette om tingene. Holdninger brydes og beslutninger træffes hen over bordet og en kop kaffe” (Berlingske Tidende 3.12.2005). Dette synspunkt leder videre til et krav til de religioner, der kan rummes i samfundet: “Efter min opfattelse kan det danske samfund godt rumme flere religioner. Det gør vi allerede. Men der er en klar forudsætning, der skal være opfyldt, for at det kan kombineres med en stærk sammenhængskraft i det danske samfund. Og den er, at islam og enhver anden religion finder sin plads inden for det joviale danske samtaledemokrati. At alle muslimer praktiserer islam på en måde, der er i overensstemmelse med de danske traditioner for jordnærhed, pragmatisme, fredelig samtale og respekt for andres holdninger” (Berlingske Tidende 3.12.2005). Med andre ord er den danske kultur en kultur, der er sekulær og uden religiøs fundamentalisme. Den rigtige dansker er præget af en sekulær tænkning, han/hun kan adskille religion og politik og går ikke så meget op i religion, at det gør noget.

Et eksempel på en anden danskhedsforståelse, der er mere direkte afledt af territoriet, kan findes i den daværende kulturminister Brian Mikkelsens tale ved de Konservatives landsmøde d. 25.9.2005. Her omtales bl.a. forfatteren Kåre Bluitgens besvær med at finde en illustrator til sin bog om profeten Muhammed, hvilket som bekendt var en udløsende faktor for JPs initiativ. Mikkelsen beskriver her meget eksplicit dansk kultur som en størrelse, der er vokset frem gennem slægters kontinuerlige beboelse af landet, hvilket illustrerer, at han ser kultur og sted som naturligt bundet til hinanden. Kulturen er funderet i det fællesskab, der generation efter generation har givet traditionens og nationalkulturens depeche videre til næste slægt. Den nationale kultur er som sådan mere ‘hjemmegroet’ end i den rationalistiske udgave, hvor de nationale grundværdier er bundet til universelle kategorier. På den baggrund opererer Mikkelsen også med et meget eksplicit skel mellem dansk kultur og muslimsk kultur: “En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk”.

Søren Krarup, medlem af Folketinget, opererer i sin krisefortolkning også med ideen om en dansk kulturel enhed formet gennem traditionens lange, seje formning af et territorielt forankret folks værdier og sindelag. “Nej, virkeligheden er ikke multikulturel, for hvert folk har sin egen kultur, og kun i respekt for folkets kultur kan der skabes en harmonisk udvikling”, som Krarup skriver (Politiken 6.4.2006). Nationalstaten fungerer i dette perspektiv som folkets hjem, der er funderet på en slags familiær solidaritet: “For at være dansk er noget ganske bestemt. At være dansk er at have rod i en ganske bestemt historie og en ganske bestemt kultur, som naturligvis er forskellig fra andre folks kultur og historie. At være dansk er med andre ord at kende til danskhedens art og grænse, og sammenhængskraftens forudsætning i Danmark er danskernes fællesskab i den identitet, der kommer af kultur og historie” (Politiken 6.4.2006). Krarup ser i den forbindelse tegningekrisen som en art ‘sandhedens time’ i kampen mellem kristendom og islam, fordi den tvinger den enkelte dansker til at vælge: “Stå fast eller dø – det er valget. Stå fast på forudsætningen for hele vores identitet og virkelighed eller gå ind på dialogens trinvise kapitulation, som resulterer i den totale underkastelse” (JP 13.2.2006).

Den tredje og sidste position i danskhedsdebatten under krisen er mindre fokuseret på et muligt konfliktpotentiale mellem danskheden og muslimer/islam. Her er det nationale således i højere grad knyttet til en evne til at håndtere og værdsætte kulturel mangfoldighed. Kærligheden til nationen er derfor ikke bundet til en modvilje mod en ekstern trussel, men opererer snarere med en intern trussel, nemlig de andre forståelser af danskheden som truer med at gøre fædrelandskærligheden xenofobisk og ekskluderende.

Forfatteren Klaus Rifbjerg beskriver det på følgende måde: “Jeg er syg med Danmark, dansk kunst, dansk kunsthåndværk, dansk litteratur, dansk sprog, dansk jeg ved sgu ikke hvad, men jeg bliver skrækslagen, hvis denne naturlige hengivenhed forvandler sig til bragende 'vi er os selv nok'-patriotisme eller den slags historiesyn, der dømmer fortiden til fordel for en aktivitetspolitik og et blævrende forsvar for den såkaldte ytringsfrihed […]” (Politiken 9.3.2006). Rifbjerg ser ikke sig selv som en kulturradikal kritiker af de nationale værdier, hvilket han ellers ofte skydes i skoene af sine modstandere, men som en forsvarer af selvsamme værdier. Det, der forsvares af Rifbjerg som nationale kerneværdier, der kendetegner ‘os selv’, er på den ene side ‘den sunde fornuft’ og på den anden side mere emotionelle kvaliteter som ‘menneskelighed’, ‘respekt for næsten’ og ‘hjertets dannelse’: “Der tales i disse år strengt om uddannelsens nødvendighed. Tænk hvis man i den sammenhæng talte lidt mere om dannelsens betydning, for slet ikke at nævne hjertets dannelse. Jeg har altid opfattet sidstnævnte som et fint træk hos os selv. Nu kniber det” (Information 10.12.2005).

Derudover kan tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen nævnes, fordi han ligeledes relaterer det særligt danske til måden, hvorpå man omgås anderledes tænkende: “I Danmark roser vi os gerne af, at det hører med til »det særligt danske«, at vi kan tale os til rette om tingene. Men det fremmer næppe dialogen, hvis man starter en samtale med at sparke modparten over skinnebenet. Gensidig respekt og tolerance over for anderledes tænkende er netop centrale dele af »danske værdier« – sådan som ambassadørerne minder om i deres henvendelse” (Berlingske 21.12.2005).

Begreberne ‘muslim’ eller ‘islam’ spiller en central rolle – men på forskellige måder – i forhold til alle de tre danskhedsforståelser. Som det fremhæves af Fogh, er der ikke noget, der principielt udelukker andre religioner fra den danske kultur, hvis bare de adskiller religion og politik. Muslimske borgere stilles dog ofte over for en slags omvendt bevisbyrde inden for denne måde at tale om det danske på, fordi muslimer ikke forudsættes at være ikke-fundamentalistiske. De skal tværtimod bevise deres demokratiske sindelag, hvilket fastholder islam som en problematisk kategori i sig selv. Et eksempel på denne omvendte bevisbyrde kan findes i den førnævnte lederartikel fra JP, hvor der står, at det ville være en velsignelse, hvis “det store flertal af muslimer, hvis højeste ønske må formodes at være et fredfyldt liv i harmoni med sig selv og naboerne, efterhånden ville sige fra over for denne stædige fastholden af en mørk fortid” (JP 30.9.2005).

Som det fremgår af de to citater af Mikkelsen og Krarup er islam og muslimer en mere tydelig modpol inden for denne danskhedsforståelse, fordi muslimer per definition er knyttet til andre kulturelle kontekster. Inden for den tredje danskhedsforståelse er muslimer ikke fremmede på samme måde, men fremhæves tværtimod som genkendelige borgere eller ofre for urimeligheder. På denne måde indskrives de som en legitim del af det danske samfund. Overordnet bliver ‘muslim’ dermed den identitetskategori som det danske tænkes og italesættes i forhold til. En forestilling om hvad danskheden er, synes med andre ord automatisk at indebære en forestilling om, hvad det vil sige at være muslim, og hvilken relation der er, mellem det at være muslim, og det at være dansk.  

Og hvad kan vi så lære af denne danskhedskamp under tegningekrisen? For det første kan man mere overordnet udlede, at globaliseringen ikke – i hvert fald i første omgang – fjerner det nationales relevans. Tværtimod får den diskussioner om det nationale til at blusse op. For det andet bliver det tydeligt, at danskheden er en flertydig størrelse. Danmark flyder, og det danske har ikke noget stabilt indhold, kun delbetydninger. For det tredje kan man bruge danskhedsdebatten til at starte en nødvendig refleksion over, hvordan man mest effektivt skaber forståelse for, at Danmark er blevet et flerkulturelt land. Er det ved at udvide og genfortælle det nationale, at vi bedst skaber et samfund, hvor dette at have en særlig identitet ikke medfører eksklusion? Må man tage udgangspunkt i de identitetskategorier, der allerede er i spil (fx ‘dansker’) og så give dem et særligt indhold, eller skal man tværtimod forsøge at etablere andre identitetsforståelser, der ikke er bundet til steder eller territorier (fx en kosmopolitisk identitet)?

Eftersom krisedebatten tydeligt har vist, at det nationale vedbliver at være den kategori, som man diskuterer det danske samfunds grundværdier ved hjælp af, vil det første givet vis være det mest effektive. Hvis man vil sikre, at danskhedskampen ikke domineres af aktører, der tænker det danske vha. snævre eller mistænkeliggørende kategorier, må det med andre ord gøres ved at genfortælle danskheden som kompleks, rummelig og åben mod verden.

Carsten Stage er forfatter til bogen Tegningekrisen – som mediebegivenhed og danskhedskamp, som vi bragte redaktionel omtale af i sidste nummer.