Artikler

 

 

 

 

  af Morten Skovsgaard, ph.d.-stipendiat ved Center for Journalistik,
  Syddansk Universitet, Odense.

 

 

 

 

 

 

 

Få begreber har formentlig overlevet så mange tæsk som ”objektivitet”. Efter detroniseringen af positivismens tro på den sande, objektive forskning har akademikere ad libitum kaldt objektivitet for utopia og har stået i kø for at aflive begrebet: Den herskende mening blev, at det simpelthen er umulig at være ”objektiv”, hvad enten man er forsker eller journalist. Mange af de samme akademikere har gang på gang banket journalister oven i hovedet for deres naive tro på, at de via objektivitetsstandarden kan beskrive verden, som den er.

Alligevel står objektivitet fortsat som en ledestjerne, der definerer og dominerer den moderne, professionelle journalistik (Patterson, 1998). Journalisterne retfærdiggør deres arbejde ved at stræbe efter den ”bedst opnåelige version af sandheden”, og journalisternes troværdighed klæber sig magnetisk til objektivitetsbegrebet.

Derfor er det heller ikke mærkværdigt, at debatterne om journalistikken igen og igen handler om, hvorvidt journalisterne har forbrudt sig mod objektivitetsnormen og fremmet særlige interesser – ofte politiske af rød eller blå kulør. Der eksisterer således fortsat en forventning både blandt journalister og seere, lyttere og læsere om, at de nyheder, medierne bringer, er formidlet efter en objektiv standard.

Det til trods er de tæsk, der er blevet objektivitetsnormen til del, ikke gået ubemærket hen over journalistikken. Nyere forskning viser, at en række danske chefredaktører hellere anvender begrebet ”fairness” end begrebet ”objektivitet”, når de skal beskrive de journalistiske standarder (Jønch-Clausen og Lyngbye, 2007). Samtidig er vendingen ”tilstræbt objektivitet” blevet brugt til at anerkende, at verden ikke kan afbildes en-til-en, fordi der altid vil foregå tilvalg og fravalg af information, når en journalistisk historie – eller enhver anden beretning for den sags skyld – skal skrues sammen. Det indebærer en erkendelse af, at objektivitet i sin reneste betydning ikke er mulig.

For det første tyder det altså på, at journalister har et ambivalent forhold snarere end et naivt forhold til objektivitetsnormen. For det andet må journalisterne overveje, hvordan objektivitetsnormen udmøntes i praksis i erkendelsen af, at virkeligheden ikke kan beskrives en-til-en, men at troværdigheden alligevel sikres ved at leve op til objektivitetsnormen.

Disse aspekter er dog sjældent undersøgt specielt bredt blandt journalister og slet ikke blandt danske journalister. Derfor har et nyt forskningsprojekt ved Center for Journalistik ved Syddansk Universitet inkluderet en række spørgsmål om objektivitet i en spørgeskemaundersøgelse blandt 2008 danske journalister. Journalisterne er udvalgt med hjælp fra Dansk Journalistforbund, som har lavet et medlemsudtræk på en række mediekategorier, men hvor journalister i pr-stillinger, pressefotografer og lign. er sorteret fra. 44,3 procent af journalisterne svarede. En analyse, der sammenligner de journalister, der har svaret, med dem, der ikke har svaret, viser kun små afvigelser. Journalister, der har svaret, kan derfor siges at være repræsentative for den del af det danske journalistkorps, der arbejder med redaktionel journalistik i gængs forstand.

Via en række resultater fra undersøgelsen vil det følgende fokusere på, hvordan journalisterne selv ser på professionsnormen objektivitet, og hvordan den efter deres opfattelse bør implementeres i det daglige journalistiske arbejde.

 

Den vigtige, men umulige objektivitet

I litteraturen går objektivitetsnormen igen og igen som den norm, der definerer journalistikken og giver professionen legitimitet (f.eks. Tumber & Prentoulis, 2005; McNair, 1998). Det billede får man bekræftet af de danske journalister. Journalisterne blev spurgt: Hvor vigtigt er det i dine øjne, at en journalist forsøger at være så objektiv som muligt?

På en skala med syv punkter, ”slet ikke vigtigt” og ”meget vigtigt” var yderpunkterne, svarede godt 45 procent af journalisterne ”meget vigtigt”, knap 28 procent svarede i den næsthøjeste kategori, mens kun godt 5 procent placerer sig i kategorierne under skalaens midterkategori (se figur 1). Der er således en massiv opbakning til, at journalister bør tilstræbe at være objektive, hvilket stemmer godt overens med, at journalister både gennem deres uddannelse, fra samfundet generelt og fra medierne mødes med en forventning om, at de skal agere neutralt og objektivt. De oplæres så at sige i at stræbe efter objektivitetsnormen.

 

  

Men betyder det det så, at journalisterne betragter objektivitet som en uproblematisk standard, som de ikke har brug for at reflektere yderligere over? Tilsyneladende ikke. I hvert fald er mere end halvdelen af de adspurgte journalister enten ”enige” eller ”meget enige” i, at valg og fravalg i det journalistiske arbejde betyder, at det journalistiske produkt aldrig kan blive objektivt (se tabel 1). Yderligere 25 procent er lettere enige, hvilket tegner et tydeligt billede af, at journalisterne ikke bare bevidstløst adopterer en opfattelse af, at de kan beskrive verden præcist, som den er.

Som resultaterne i både figur 1 og tabel 1 bekræfter, så betyder denne erkendelse ikke, at journalisterne forkaster objektivitetsnormen og dens nytteværdi. Tværtimod er 61 procent af journalisterne enten ”enige” eller ”meget enige” i, at journalistiske metoder kan sikre en høj grad af objektivitet, og at tilstræbt objektivitet betyder, at borgerne kan stole på det journalistiske produkt (se tabel 1). På den måde knytter journalisterne også den tilstræbte objektivitet sammen med deres generelle troværdighed. I samme forbindelse er 39 procent enten ”enige” eller ”meget enige” i, at tilstræbt objektivitet betyder, at journalister kan forsvare sig mod kritik. Så uanset at journalisterne i høj grad anerkender, at objektivitet i ordets egentlige betydning, er uopnåeligt, stræber de efter en objektiv standard og tillægger den stor værdi som et legitimeringsredskab.

 

Holdninger skal der ikke skiltes med

Så langt så godt. Men når journalisterne erkender, at objektivitet ikke er mulig i ren forstand og dog samtidig tillægger normen stor værdi, er det interessant at se, hvad begrebet indebærer for dem, og hvordan de mener, at det bør implementeres i deres daglige arbejde.

Her viser resultaterne en temmelig bred konsensus om, at journalister ikke offentligt skal vise, hvilke politiske sympatier de har. 45 procent er enten ”meget enige” eller ”enige” i, at journalister bør afholde sig fra at være medlemmer af politiske partier, mens 43 procent er enten ”meget enige” eller ”enige” i, at journalister bør afholde sig fra at ytre deres politiske holdninger i offentligheden (se tabel 1).

Resultaterne er interessante, fordi de alene relaterer sig til, hvad journalister kan tillade sig at signalere over for deres modtagere. Hvis de flager med deres politiske holdninger, har de ifølge argumentationen kompromitteret deres uafhængighed og objektivitet.

Et godt eksempel på denne norm er, da den tidligere socialdemokratiske minister og politiske ordfører Lotte Bundsgaard meldte sig ud af partiet, da hun startede på journaliststudiet. Selv sagde Bundsgaard ifølge Ekstra Bladet, at man som journalist ikke skal skilte med, hvor man er medlem. Man skal være objektiv. Samtidig i Fyens Stiftstidende sagde Troels Mylenberg, den daværende leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet, hvor Lotte Bundsgaard studerede, at ”hun viser, at hun vil være journalist med hud og hår, og at hun tager sin nye profession så alvorligt, at hun vil gøre meget for at undgå potentielle interessekonflikter.”

Det tyder således ikke på, at det er et pludseligt skifte i politiske holdninger, der udløste udmeldingen, men snarere udskiftningen af profession, hvilket udløser et bifald fra en af de ansvarlige for at uddanne nye journalister til professionen.

Den samme form for ræsonnement ligger bag, når 65 procent erklærer sig ”meget enige” eller ”enige” i, at journalister bør afholde sig fra at være medlemmer af foreninger, de dækker i deres daglige arbejde. Her rykker spørgsmålet blot en tand tættere på det daglige arbejde end de to forrige udsagn, journalisterne tog stilling til, hvilket udløser en endnu højere andel af svar i de to kategorier, der afspejler den største enighed.

Det interessante i den sammenhæng er, at selvom journalisterne ikke finder det betimeligt, at journalister ytrer deres politiske holdninger offentligt eller indløser medlemskab til et parti eller en forening, må man formode, at de stadig har politiske holdninger. Derved er det signalværdien, der er vigtig, da holdninger ikke bliver elimineret, blot fordi man ikke råber dem ud fra hustagene eller troligt betaler sit girokort til (parti)foreningen.

 

Balancegang og fakta, tak

Via yderligere spørgsmål er journalisternes holdning til, hvordan objektivitetsnormen bør implementeres i det daglige arbejde, undersøgt. Det fremgår klart af tabel 2, at journalisterne vægter højest at høre alle sider i en sag og stille lige kritiske spørgsmål til alle parter samt at verificere fakta snarere end lade sig nøje med subjektive udlægninger af fakta fra kilder. Det tyder på, at objektivitet i journalisternes optik i høj grad handler om nogle håndværksmæssige metoder, der bliver en substitut for den umulige objektivitet, når den ”bedst opnåelige version af sandheden” skal rapporteres. Det betyder også, at det er disse metoder, der i høj grad retfærdiggør at bevare objektivitet som en væsentlig professionsnorm uanset, hvad man så måtte kalde den (Wien, 2004).

 

 

Betyder det så, at journalister generelt har opgivet tanken om, at man kan adskille ”objektive” fakta og ”subjektive” vurderinger og holde sig til det første i den klassiske nyhedsjournalistik? Måske ikke helt.

I hvert fald understreger resultaterne også, at journalisterne er af den overbevisning, at de skal undlade at vurdere, hvilken side i en sag der har mest ret. Det opfattes tilsyneladende som en overskridelse af grænsen mellem objektivitet og subjektivitet, hvis man begiver sig i kast med det. Samtidig støtter journalisterne, om end mere moderat end spørgsmålene om balance, kritisk balance og hårde fakta, at journalisterne ikke lader deres egne holdninger påvirke deres produkt. Den lavere score tyder på en erkendelse af, at man ikke kan vaske alle holdninger af sig i brusebadet, inden man går på arbejde, og at det derfor er utopisk fuldstændigt at tro, at man kan undgå en påvirkning fra egne holdninger eller værdier. Redskabet er således at ty til journa-listiske metoder, der ifølge journalisterne selv kan sikre en høj grad af objektivitet i produktet (se tabel 1).

 

Den opblødte objektivitetsnorm

Undersøgelsen bekræfter overordnet set et paradoks. Objektivitetsbegrebet i absolut forstand er lagt i graven af både akademikere, journalister selv og formentlig også befolkningen generelt. Men alligevel lever objektivitetsnormen i bedste velgående som en journalistisk standard. Den indebærer partipolitisk og interessemæssig uafhængighed, balance i det journalistiske produkt og en vægt på verificerede fakta. Dermed ser objektivitetsnormens indhold ikke ud til at være stort ændret, siden pressen frigjorde sig fra partierne, og public service radio og tv blev indført. Arvegodset er der stadig, men retorikken har ændret sig.

Objektivitetsnormen har ligget i blød og er blevet til ”tilstræbt objektivitet” eller ”fairness”, og selvom der stadig kan findes referencer til objektivitet, vil de færreste i dag vedkende sig at abonnere på begrebet i absolut forstand. Det interessante er, at opblødningen er sket i et forsøg på at manøvrere uden om kritikken af, at journalistikken er domineret af et naivistisk ideal, men samtidig holde fast i nogle surrogater for objektivitet, som kan skabe legitimitet. Ræsonnementet synes at bygge på det intuitive argument, at nogle beretninger er mere sande end andre og dermed en afvisning af den rene relativisme.

Journalistikken og dens objektivitetsnorm står over for udfordringer. Nogle argumenterer for, at mediemarkederne bliver mere fragmenterede eller nærmere segmenterede (f. eks. Hjarvard, 2007; Schultz, 2007), hvilket skulle bevirke en journalistik tilpasset målgruppens (politiske) holdninger og mindre fokus på objektivitet. Internettets eksplosive fremvækst har samtidig åbnet for borgerjournalistik, blogs og små selvstændige nyhedssider, hvor skribenterne i mindre grad forholder sig til objektivitet som en afgørende norm. Nogle gange bliver den tværtimod afvist.

Men indtil videre er konklusionen på baggrund af denne undersøgelses resultater, at nok er objektiviteten død, men den tilstræbte objektivitet længe leve.

 

Litteratur

• Hjarvard, Stig (2007) ’Den politiske presse’ i Journalistica 5.
• Jønch-Clausen, Heidi og Lise Lyngbye (2007) ’Hvad er fairness?’, i Journalistica 5.
• McNair, Brian (1998) The sociology of Journalism. London: Arnold.
• Patterson, Thomas E. (1998) ‘The Political Roles of the Journalist’, i Doris Graber, Denis McQuail og Pippa Norris (red.) The Politics of News The News of Politics, WashingtonD.C.: CQ Press, pp. 23-39.
• Schultz, Ida (2007) ’Fra Partipresse over Omnibusdpresse til Segmentpresse’ i Journalistica 5.
• Tumber, Howard og Marina Prentoulis (2005) ‘Journalism and the Making of a Profession’, i Hugo de Burgh (red.) Making Journalists. London: Routledge, pp. 58-74.
• Wien, Charlotte (2004) ‘Journalistikkens fornemmelse for objektivitet’, i Kære samfund – En debatbog i anledning af Jørn Henrik Petersens 60 års dag. Odense: Syddansk Universitetsforlag, pp. 166-175.