Artikler

Helsingør Dagblad

  af tidligere chefredaktør John Bech, Helsingør Dagblad.

Byen Helsingør befandt sig i 1867 i vadestedet mellem den gamle og den nye tid. Det var ti år siden sundtoldens ophævelse og 16 år før skibsværftets etablering.
Efter i sundtoldstiden at have været en af landets absolut førende byer var Helsingør på vej mod en status på linie med andre købstæder.
Men i Helsingør var der stadig mange mindelser om storhedstiden. Frem for alt var der et stærkt borgerskab af familier, der havde grundlagt deres formuer i sundtoldens gyldne tid. Flere af dem havde i øvrigt udenlandske aner.

Det er således næppe for meget sagt, at Helsingør var en af landets mest konservative byer.
I den situation var det, at en bogtrykker fra København kom til staden og oprettede en liberal avis.
Det var året efter vedtagelsen af den nye grundlov, som var en konsekvens af nederlaget i 1864, og som af mange betragtedes som et demokratisk tilbageskridt.

Bogtrykkeren hed Henrik (Henry eller Henryk) Donatzky, og han var af polsk slægt, men havde allerede virket som typograf og bogtrykker i København i flere år. Hvad der fik ham til at oprette en avis i netop Helsingør, står hen i det uvisse, men det er vel nærliggende at antage, at han var blevet opfordret til det af demokratiske kræfter i Helsingør eller hovedstaden. I hvert fald var det højrevendte Helsingør en udfordring for tilhængerne af den gamle grundlov.

Helsingør Dagblads grundlægger, Henrik Donatzky.

Donatzky lagde imidlertid forsigtigt ud. I sin første lederartikel skrev han bl.a.:

Uden nogensinde at gjøre Forsøg på at tilkæmpe sig nogen Plads i
Politisk henseende, vil Helsingørs Dagblad dog yde sin Skærv til,
at den Aand, der har præget vor frie, folkelige Forfatning og de
Grundsætninger, der ere nedlagte i den, kunne komme til deres Ret
i den politiske og sociale Udvikling; det vil derfor efter Evne bidrage
til at hævde Fædrelandets nationale Selvstændighed og Uafhængighed,
og støtte ethvert frit og besindigt Fremskridt.

Det første eksemplar var på fire små sider og blev kun trykt i omkring 100 eksemplarer.

Helsingør havde i 1867 i mange år haft sin egen dagspresse. Allerede i 1769 udkom her den første sjællandske provinsavis, Helsingøers Kongelige allene privilegerede Adresse-Contoirs nye Efterretninger, og i sundtoldens sidste årtier opstod en række blade, hvoraf de fleste dog kun fik en kortere levetid.

I 1799 begyndte imidlertid Helsingøer Kgl. privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger, grundlagt af Alias Laurits Grüner, hvis søn P. V. Grüner senere omdøbte den til Helsingørs Avis. Det var denne dybt konservative avis, der var den stærkeste konkurrent for Henrik Donatzky og hans Helsingør Dagblad i mange år.

Helsingør Dagblad fik dog hurtigt fodfæste i byen, oplaget steg, og forretningsmæssigt gik det også godt. Uden kriser var det dog ikke, navnlig under forfatningskampen. I midten af 1880'erne indledte højrefolkene en veritabel kampagne mod Helsingør Dagblad. Man opsøgte simpelthen mange abonnenter i deres hjem og lagde pres på dem. Det kostede midlertidigt et oplagsfald på 200.

Donatzky solgte i 1893 avisen til redaktør Hjortmose, som kom fra Næstved. Han gik året efter i kompagniskab med bogtrykker F. S. Simonsen, som kort efter overtog det og ejede det til sin død i 1897.
Allerede i 1893 var den mand blevet ansat, som skulle præge Helsingør Dagblad i et halvt århundrede. Det var Fritz Hansen, der i 1899 som 31-årig blev redaktør med bogtrykker J. P. T. Rothejsen og Simonsens enke som medejere.

Fritz Hansen valgte i 1905 at knytte Helsingør Dagblad til Det Radikale Venstre, og der var aldrig tvivl om, hvor han og avisen stod politisk. Men bortset fra de første hektiske år, hvor de radikale gjorde fælles sag med socialdemokraterne, holdt han som regel den politiske fane lavt i spalterne. Hans sympatier kom mest til udtryk gennem de fyldige referater og foromtaler i forbindelse med partiets møder og de lokale valgkampe. Det skete også i ordvekslinger med konkurrerende konservative aviser eller i små redaktionelle vedhæng til læserbreve. Den ledende artikel var derimod ofte skrevet af radikale folk på tinge.

Helsingør Dagblads "segl", som i mange   årtier har prydet avisens forside.

Fritz Hansen, der selv var hittebarn fra Roskilde, prægede Helsingør Dagblad med sin dybe sociale forståelse. Det var i øvrigt en linie, som allerede var lagt af Donatzky. Der er i avisen fra de første år i 1900-tallet mange eksempler på den dårlige behandling af tjenestefolk og misbrug af børns arbejdskraft. I 1905 var en af de store sager i bladets spalter den såkaldte pryglelov, der fastsatte regler for korporlig afstraffelse.
Helsingør Dagblad var i Fritz Hansens tid den af de lokale aviser i Helsingør, der havde den smalleste politiske basis. Helsingør var mildt sagt ingen radikal højborg, og når det alligevel lykkedes for Fritz Hansen at gøre sin avis til byens største, skyldtes det nok hans forsigtige redaktionelle linie. Vist var avisen radikal, og de radikale synspunkter kom frem på forsiden, men hvad gjorde det, når der inde i bladet blev ydet de skiftende bataljoner på Kronborg og borgerskab og arbejderbevægelse fuld retfærdighed.

Var Helsingør Dagblad under Fritz Hansens ledelse ikke nogen kvantitativt overlegen avis, som presseforskeren Niels Thomsen har skrevet, så var den i perioder en ganske levende avis med ikke ubetydelig litterær bistand, som allerede grundlæggeren havde lovet. Det var måske lidt op og ned med betydeligheden, men Herman Bang har da skrevet i avisen.

Fritz Hansen døde i 1944, og i henhold til en gammel kontrakt mellem ham og hans kompagnon, bogtrykker Rothejsen, overtog denne ejerskabet af bladet.
I Fritz Hansens og J. P. T. Rothejsens tid skete der en lang række tekniske fremskridt på Helsingør Dagblad. Først blev håndpressen erstattet af en maskintrukket, der dog stadig skulle fodres med papirark af pålæggersker. Derfra gik man over til en fladtrykspresse, der selv tog papiret til sig. Sættemaskinerne rykkede også ind.
J. P. T. Rothejsen var eneejer til sin død som en meget gammel mand i 1955, og trods en ihærdig indsats fra en række dygtige journalister og andre medarbejder undgik det ikke at sætte sit præg på virksomheden, at det gennem ti år blev ledet af en mand, der var langt over pensionsalderen.

De nye tider kom med brødrene Normann. Peder Normann var allerede redaktør, og ved Rothejsens død trådte journalisten og politikeren A. C. Normann til sammen med den tredje bror, Mogens, der var forlægger i Odense. De dannede et interessentskab, som udgav Helsingør Dagblad i de følgende 18 år.
Snart var alt forandret, har Helsingør Dagblads mangeårige medarbejder, Birger Mikkelsen, fortalt. Inden et år var der flyttet rundt og udvidet i det gamle bladhus i Sct. Olaigade, så der kunne blive plads til en rotationsmaskine i førkrigskvalitet.

I 1961 fik en af konkurrenterne, dagbladet Nordsjælland, den første selvbyggede offsetrotation, og brødrene Normann svarede igen med en række investeringer, der ændrede bladhusets arbejdsgang og produkter. Og allerede i 1963 indkøbtes en Goss Community offset-maskine i USA. En ny æra var begyndt - i hvert fald teknisk, for redaktionelt var Helsingør Dagblad stadig en ret primitiv avis, hvor en stor del af landsstoffet var

I dette hus i Sct. Olaigade havde Helsingør Dagblad redaktion og ekspedition i over 100 år – i baggården lå trykkeriet.

klippet i andre radikale blade, først og fremmest Roskilde Tidende og Holbæk Amts Venstreblad.
Redaktør Peder Normann døde i 1972, og broderen, A. C. Normann, trådte til som hans afløser. Året efter lykkedes det ham at få bladhuset i Helsingør solgt til Det Berlingske Hus, men han fortsatte selv som redaktør i et års tid. Ny redaktør blev fra 1974 den hidtidige redaktionschef, John Bech, mens den forretningsmæssige ledelse blev varetaget af disponent Ole Stæhr, Berlingske Omegnsblade.

I de seks år, hvor Berlingske ejede Helsingør Dagblad, flyttedes virksomheden fra to adresser i det indre Helsingør til en bygning i industrikvarteret, og der tilførtes en række nye opgaver til sætteri og trykkeri. Helsingør Dagblad havde da allerede i en årrække  trykt forskellige fremmede opgaver.

Helsingør Dagblad blev et dyrt bekendtskab for Berlingske Hus.  Der var stort set underskud hvert år, og da økonomien i 1979 også strammede til hos Berlingske, besluttede man at skille sig af med bladhuset i Helsingør. Men hvor bladlukninger ellers i mange tilfælde sker fra den ene dag til den anden, traf Berlingskes ledelse den usædvanlige beslutning at give medarbejderne på Helsingør Dagblad en frist til at finde et andet udgivelsesgrundlag.
Administrerende direktør K. B. Nielsen gav medarbejderne et favorabelt pristilbud på produktionsapparatet, men stillede tillige krav om, at der skulle være kapital til mindst en måneds drift.
Det betød, at der fra 1. maj til 1. juli 1979 førtes en energisk kamp for at redde avisen og arbejdspladserne, og det lykkedes faktisk at skabe en veritabel folkestemning for avisens bevarelse. Der blev solgt folkeaktier a 250 kr., og på et tidspunkt var der ligefrem køer i de lokale penge-institutter for at tegne aktier. Hensigten var vel at mærke ikke, at det skulle være en medarbejderejet avis, men at den skulle ejes af lokalsamfundet.
Forsøget mislykkedes. De forventede større investorer udeblev, og op til den 1. juli 1979 måtte medarbejderne se i øjnene, at den næste avis kunne blive den sidste. En opringning til bestyrelsens formand, chefredaktør Aage Deleuran, gav dog i sidste øjeblik nyt håb. "Lad os lige se tiden an weekenden over, der er noget i gang", sagde Deleuran fra sit sommerhus.
Løsningen kom fra et konsortium bestående af to forretningsførere ved Berlingske Omegnsblade, Jens Linnemann fra Birkerød og Tage Kjær fra Ballerup-Måløv, samt Dansk Avistryk i Glostrup. De købte virksom-heden, og Tage Kjær tiltrådte som administrerende direktør.
Helsingør Dagblad, der i Berlingske-tiden havde opretholdt sin status som uafhængigt radikalt dagblad, blev nu erklæret tværpolitisk, men fortsatte i øvrigt uændret med John Bech som chefredaktør. De nye ejeres intention var først og fremmest at gøre virksomheden rentabel ved at øge antallet af trykkeriopgaver.
Det lykkedes i høj grad i de følgende år, ikke mindst takket være en stor arbejdsindsats og godt købmandsskab fra Tage Kjær. Antallet af trykopgaver voksede støt, og der blev råd til at skifte den gamle Goss-presse ud med en ny Creuset Loire og til andre forbedringer af produktionsapparatet.

Jens Linnemann blev afløst som medejer af Søndagsavisen A/S, og i 1987 blev et helt nyt bladhus ved Kongevejen i Helsingør og en stor Harris-rotation taget i brug, og efter yderligere en årrække udvidedes med to moderne Goss-rotationer. Det skete samtidig med, at Helsingør Dagblad indgik kontrakt om trykning af Morgenavisen Jyllands-Postens sjællandske oplag. Rækken af trykopgaver var i øvrigt lang. En overgang tryktes Ekstra Bladets søndagsudgave således i Helsingør, ligesom adskillige af Søndagsavisens udgaver og flere andre ugeaviser.
På omkring 25 år voksede medarbejderskaren på Helsingør Dagblad A/S fra ca. 35 til ca. 150 (deraf ca. 15 redaktionelle), men alt godt får en ende. I 2009 blev trykkeriet lukket, da det efter frafald af flere store trykopgaver og under indtryk af den almindelige afmatning ikke skønnedes rentabelt at fortsætte. Tage Kjær havde på dette tidspunkt trukket sig tilbage, og Dansk Avistryk havde overladt hele ejerskabet til Søndagsavisen A/S.

Helsingør Dagblad - og Lokalavisen Nordsjælland - har gjort hele turen med - fra de beskedne forhold i Sct. Olaigade, over bladhuset på Fabriksvej til den store trykfabrik på Industrivej, hvis bygninger nu er sat til salg. Både dagbladet og ugebladet trykkes nu hos Dansk Avistryk.

Helsingør Dagblad´s chefredaktør er Klaus Dalgas, som i december 2006 afløste John Bech. Lars Nymann er administrerende direktør.
Helsingør Dagblad havde i 1901 et oplag på 1600, og i de følgende år fortsatte fremgangen, så avisen i 1918 havde 2200 og i 1941 4300 abonnenter. Ved Berlingskes overtagelse i 1973 var oplaget omkring 6000, og efter op- og nedgange i de mellemliggende år med ca. 7000 som højdepunktet var nettooplaget i 2. halvår 2008 på 5.791.

Helsingør Dagblad er i dag en udpræget lokalavis med Helsingør Kommune som sit primære udgivelsesområde.
Den gik allerede fra nytår 1979 i magasinformat og karakteriseres ved et frisk layout med mange og store billeder, næsten alle i farver.
Det er en stærk debatavis, hvor den daglige lederartikel oftest behandler et lokalt emne, og hvor der er frit slag i debatspalterne. Helsingør Dagblad er de fleste dage på 32 sider, hvoraf de fleste er fyldt med lokalstof, hvor fokus sættes på borgernes daglige liv. Der er dog også plads til nyhedsstof og baggrund fra ind- og udland.
Det seneste tiltag er "borgerjournalister", altså skribenter fra læserkredsen, som behandler emner, der har deres særlige interesse.

Helsingør Dagblad findes også på nettet, se: www.helsingordagblad.dk