Brandts
Artikler
Er det slut med nyt blod til trykkerierne?
af lektor Michael Abildgaard Pedersen, Mediehøjskolen (tidl. Den Grafiske Højskole)
Vores unge studerende gider ikke at søge job hos trykkerierne. De unge på Mediehøjskolen (1943 – 2007 Den Grafiske Højskole) finder det ikke attraktivt at gøre karriere i den grafiske branche. I hvert fald ikke i trykkerierne.
Af de tre sidste årgange vi har sendt ud i samfundet, kan det tælles på én lukket hånd, hvor mange der er gået til trykkerierne.
Mere end halvdelen af vores MPL-dimittender finder ansættelse i virksomheder, som ikke beskæftiger sig med trykte medier, mens den anden halvdel finder ansættelse i virksomheder, der til tider indkøber tryksager.
Som inkarneret branchemand, der har været i den grafiske branche siden 1977, finder jeg udviklingen meget trist og dybt foruroligende. Hvad skal der ske med trykkerierne, når alle de ansatte er gået på pension? Der kommer tilsyneladende ikke nyt blod til – ikke fra Mediehøjskolen i hvert fald.
Siden 1943 har Den Grafiske Højskole / Mediehøjskolen uddannet ledere og mellemledere til den grafiske branche. De fleste dimittender har altid fundet ansættelse i trykkerierne, mens enkelte blev ansat i de tilknyttede kunde- og leverandørvirksomheder.
Studiet har igennem årtierne ændret sig i takt med samfundsudviklingen og den teknologiske udvikling.
Fra ”Det almene studium” på halvandet år udviklede uddannelsen sig til en toårig uddannelse i ”Grafisk Teknik og Økonomi” (GTØ), som blev udvidet til en treårig ”Grafisk Teknik og Ledelse” (GTL) for til sidst at blive en treårig professionsbacheloruddannelse i ”Medieproduktion og Ledelse” (BA MPL), der er adgangsgivende til videreuddannelse på Masterniveau/kandidatniveau.
I erkendelsen af, at branchen for trykte medier er under konstant reducering (også kaldet konsolidering), har vi på Mediehøjskolen den sidste årrække tilpasset uddannelsen, så vi også kan afsætte dimittender til web-bureauer, reklamebureauer samt kommunikations- og informationsafdelinger i ikke-grafiske virksomheder. Mediehøjskolens målsætning er, at kunne afsætte vores MPL-dimittender til alle typer af virksomheder, som beskæftiger sig med en eller anden form for grafisk produktion og kommunikation - herunder naturligvis også trykkerier.
Det er på den ene side blevet en stor succes, da de fleste hurtigt finder ansættelse. På den anden side viser det sig desværre, at dimittenderne ikke søger job i trykkerierne. Det fremgår af de unges samtaler, at de opfatter trykkerierne som værende både gammeldags, larmende, beskidte, lugtende, fabriksagtige og i øvrigt ved at uddø. Og hvem kan se sig selv i sådanne virksomheder?
Det kommer faktisk allerede til udtryk, når de efter to års studier skal finde en praktikplads. Af de tre sidste årgange er der kun et menneske, der har søgt praktikplads i et trykkeri.
Det kan der naturligvis være mange forklaringer på. En af forklaringerne er, at der faktisk stadig ER nogle trykkerier, som er larmende, lugtende, beskidte og umoderne. Men samtidig kan man konstant høre om ”de trykte mediers krise”. Selv om der menes avisernes krise, opfattes det som værende alle trykte medier. Ærgerligt, da fx emballager udgør 50% af alt tryksagsomsætning og desuden er et marked i konstant vækst. Altså en unuanceret debat og mediedækning.
Samtidig har de unge vi tager ind på uddannelsen ”ændret sig”. Hvor de tidligere skulle have en grafisk faguddannelse, skal de nu have en gymnasial uddannelse. Det betyder blandt andet, at de studerende er blevet yngre, ikke har den store erhvervserfaring, og især at de i dag ikke har nogen form for tilknytning til den grafiske branche.
Under uddannelsen kvalificerer de sig, som tidligere til et arbejde som projektledere eller produktionsledere i trykkerierne. Men de vælger den anden side af bordet – dem af dem der gider, at have noget med tryksager at gøre.
Mens gennemsnitsalderen i trykkerierne stiger trænger spørgsmålet om pension, generationsskifte og sikring af virksomhedens fremtid sig på. Men hvem skal tage over, når Madsen går på pension?
Hvordan kan vi i fællesskab fange de unges interesse for en karriere i trykkeribranchen?
Hvis den danske grafiske branche vil kunne tiltrække nyuddannede mennesker i fremtiden, så mener jeg, at vi må samarbejde om at få dem sporet ind på denne vej igen.
Det kunne fx ske i form af afholdelse af karrieredage, hvor virksomhederne kunne præsentere sig selv (fx ved Grafisk Dag). Det er en fremgangsmåde, som vi kender det fra andre brancher.
Til en begyndelse kunne det også bare være, at virksomhederne tilbyder de unge at komme i ulønnet praktik i 4 måneder (september-december), og at de studerende kunne skrive deres bachelorprojekt i en grafisk virksomhed.
På denne måde vil de unge med overvejende sandsynlighed opdage, at den grafiske branche er uhyre interessant og spændende at arbejde i.
