Udgivet d. 28.4.2014

Brandts 13

Brandts har fået en lillebror

BRANDTS 13

BRANDTS har fået en lillebror. Navnet er BRANDTS 13. Lokaliseret i den gamle museums- bygning i Jernbanegade nr. 13, vil vi fremover her præsentere vores program af ny og eksperimenterende dansk og international kunst. Glæd jer til den 9. maj at opleve et af Danmarks smukkeste udstillingsrum, den store skulptursal, forvandlet til filmsinstallation af sydafrikanske Penelope Siopis,mens rundgangen i stueetagen bliver indtaget af afgangs-eleverne fra Det Fynske Kunstakademi.

BRANDTS er det første kunstmuseum i Danmark med tilhørende kunsthal. Programmet for BRANDTS 13 viderefører traditionen fra Kunsthallen Brandts og Museet for Fotokunst med at vise en række af de væsentligste, nye navne på kunstscenen herhjemme og fra resten af verden.

Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling – 10. maj – 3. august

Brandts viser som en tilbagevendende tradition Afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi. I år udstiller ikke mindre end 11 studerende. Dimittenderne præsenterer en række af deres værker skabt specielt til denne lejlighed. Talrige materialer, udtryksmåder og midler vil blive brugt, blandet og diskuteret, når udstillingens kunstnere giver deres bud på, hvordan samtidskunsten ser ud netop nu. Dette års Afgangsudstilling kurateres af den internationalt anerkendte kurator og medstifter af Signal Center for Contemporary Art i Malmø, Elena Tzotzi.

Penelope Siopis – 10. maj – 3. august

Obscure White Messenger

Hvordan taler man om fortiden i et traumatiseret land? Og hvordan indvirker verdenspolitiske begivenheder på den enkeltes liv? Det er nogle af de spørgsmål, den sydafrikanske kunstner Penelope Siopis rejser med sine filmværker. Obscure White Messenger beskriver mordet på den sydafrikanske premierminister Hendrick Verwoerd i 1966. Men fremfor dramatiske billeder af mordet bliver historien fortalt gennem rørende smukke filmklip af svømmestævner, havdyr og græske templer. Med filmen peger kunstneren på den gådefulde relation mellem vores kollektive erindring og personlige fortælling.

Fernisering: fredag den 9. maj kl. 15, BRANDTS 13, Jernbanegade 13, 5000 Odense C – Udstillingsperiode: 10. maj – 3. august 2014

For yderligere information, venligst kontakt Publikumschef Leslie Schmidt på telefon 2753 7025