Udgivet d. 28.4.2015

Selfie – fra selvportræt til iscenesættelse

fra selvportræt til iscenesættelse

Udstillingsperiode: 24. april – 25. oktober 2015

Lady Gaga, Helle Thorning Schmidt og Pave Benedikt gør det. Du, din familie og dine venner gør det sikkert også – tager selfies. Sommerens store fotografiske udstilling på Brandts tager på en rejse ind i selfiens forunderlige univers, sætter fænomenet ind i en historisk kontekst og stiller spørgsmålet: Hvad er det egentlig vi vil med portrætterne af os selv?

Selv-optaget

Hvor man før skulle have spejl, lærred og malerudstyr eller et avanceret kamera med selvudløser, kræver det i dag blot en smart phone at skabe selvportrætter – og resultaterne deles lynhurtigt på de sociale medier. Front facing funktionen på smart phones har nærmest forvandlet kameraet til et selvstudie-apparat frem for at være noget man vender ud mod verden. Udstillingen Selfie – fra selvportræt til iscenesættelse handler om dette på én gang både ind- og udadvendte fænomen.

Se på mig…Se mig

Det selvoptagede foto er blevet så udbredt, at “selfie” i 2012 blevet kåret til årets ord af Oxford Dictionaries. Hvad er det egentlig der sker når mennesker overalt på kloden vender linsen mod sig selv? Skeptikere er bange for, at vi er ved at udvikle os til overfladiske supernarcissister, der kun er optaget af vores egne iscenesatte livsfortællinger på de sociale platforme. Andre mener, at fænomenet er langt mere nuanceret. For mennesket har altid været optaget af sit eget ansigt.

 Hvem er jeg?

I århundrede har kunstnere skildret sig selv i et forsøg på at besvare det svære spørgsmål “hvem er jeg?”, men også som en konstatering: “Her er jeg”. Rummer selfien de samme store spørgsmål eller har den sit helt eget værdisæt? Udstillingen tager fat i nogle af de mange spørgsmål som selfiens eksplosive udbredelse har afstedkommet og udforsker et visuelt fænomen, der både fortæller om vores samtid men også er en århundrede gammel historie om det at være menneske.

Kunstnere, kendisser og alle os andre

Selfie overvejer forholdet mellem os selv og os selv som billeder. Udstillingen byder indenfor i et univers af selvbilleder og selvudforskning og trækker linjerne op med væsentlige kunstnere fra Andy Warhol og Rudolf Schwarzkogler over Sally Mann, Sophie Calle og Cindy Sherman frem til de mange kendte og ukendte, der i dag iscenesætter sig konstant på sociale medier.

Selfie – fra selvportræt til iscenesættelse er kurateret i samarbejde med Lars Schwander.

Brandts præsenterer ny strategi for fotografi og kamera-baserede medierI forbindelse med åbningen af Selfie præsenteres Brandts’ nye strategi for fotografi og kamera-baserede medier. Strategien løfter arven videre fra det tidligere Museet for Fotokunst og Kunsthallen Brandts og favner både det klassiske fotografi og vore dages mangfoldige billedkultur. 

Vision: Brandts er Danmarks førende museum for fotografi og kamera-baserede medier

Direktør Mads Damsbo udtaler: Brandts har et bredt opdrag og dækker både klassisk kunst og visuel kultur i bred forstand. Museet har imidlertid en særlig forpligtelse på området fotografi og kamera-baserede medier, og det er vores vision at blive Danmarks førende museum på disse medier. Den opgave vil vi løfte i de kommende år ved at vise en række af de store mestre indenfor fotografi og film og diskutere det fotografiske og levende billedes status i dag. 

For mere information kontakt venligst PR & marketingansvarlig Tine Jørgensen på tlf. 22105280 / presse@brandts.dk

 Pressebilleder og pressemeddelelse som pdf kan downloades her