Brug 1 lille time sammen med os i Fynboerne – Kunsten frem for alt!
I udstillingen Fynboerne – Kunsten frem for alt! går Kunstmuseum Brandts bag om Fynbomalernes smukke blomsterbilleder og folkekære familieskildringer for at afdække det levede hverdagsliv bag kunsten. Ikke alene vilkårene for de kvindelige kunstnere, men også det støttende fællesskab, de skabte med deres ægtemænd og de øvrige kunstnere på Fyn, er i fokus.
I de senere år har kunstverdenen haft fokus på at indlemme glemte eller oversete kvindelige kunstnere, der stod i skyggen af deres kendte mænd og de vilkår, tiden bød dem. I en ny udstilling om Fynboerne fokuserer Kunstmuseum Brandts på både de strukturelle vilkår som manglende mulighed for formel uddannelse, og på de mere uhåndgribelige omstændigheder som selvtillid, tid og ro til at male uforstyrret.
Med 90 værker af de kendte Fynbomalere samt flere af deres brevudvesklinger sætter udstillingen særligt fokus på de tre kendte kunstnerpar Swane, Larsen og Syberg.
Bemærk, det er helt gratis at deltage, når du har købt entré til museet, og det kræver ingen tilmelding.