Transparent

FAMILIEWORKSHOP // DEN EVENTYRLIGE STREG

Vi begynder dagen med at tegne efterårets planter og blomster. De former og detaljer som vi får øje på, når vi kigger på blomsterne, registrerer vi på papiret med en enkel sort streg.

Som dagen skrider frem får tegningerne lov til at udvikle sig i en mere fri og fabulerende retning. Plantetegningerne danner afsæt for at udvikle fantasifulde og eventyrlige figurer, som vi til slut farvelægger.

I workshoppen vil vi tegne med sort tuschstreg, for at lære at træne blik og koncentration og lade det der opstår være en del af dit billede.

Signe Parkins (f. 1979) er uddannet på Designskolen i Kolding og Colchester Institute of Fine Art, England. Hun arbejder med fortællinger på papir, primært med tegning og akvarel. Med afsæt i et illustrativt fortælle- og formsprog tegner Parkins sig ind i et surreelt og humoristisk univers mellem det abstrakte og det figurative.

Arrangementet er den del af programrækken Herfra min verden går, der ønsker at etablere et kunstnerisk undersøgelsesrum for krydsbestøvning mellem museets udstillinger, H.C. Andersens værk og aktuelle samtidskunstnere og aktører inden for litteratur og billedkunst.

Projektet er støttet af H.C. Andersen Fonden

Køb billet til dette arrangement

  • Lørdag den 18. oktober 2025 kl. 11.00-14.00