Historien om Kunstmuseum Brandts

Brandts Klædefabrik tog sin begyndelse i midten af 1700-tallet med et mindre farveri i de lokaler, som nu huser Café Cuckoo’s Nest i Vestergade 73. Herefter voksede fabrikken og bredte sig gennem hundrede år som et kludetæppe over det område, der i dag hedder Brandts Passage, hvor Kunstmuseum Brandts også holder til i de gamle fabrikshaller.

Det begyndte med en farver

Fra 1744 drev Mathias Peter Gundermann farverivirksomhed fra Vestergade 73. På det tidspunkt var farveri et almindeligt fag. De lokale bønder kunne selv spinde og væve uld og hør til stof, men farvningen krævede en håndværker med kyper og kedler, hvori klædet blev kogt med ofte udenlandske farveprodukter. Det farvede stof hang ofte til tørre på bjælker ud over Vestergade, og en historie fortæller, at det dryppede ned på de forbipasserende.

Gundermann drev sit farveri i næsten halvtreds år. I 1793 solgte han til Isac Briand, som få år senere solgte videre til Christian Brandt (1763-1814). Christian Brandt fik sin kongelige bevilling til at drive farveri 15. januar 1796. Han giftede sig i 1801 med Marianne Lihme (1765-1835), og de fik tre sønner. Farveriet voksede til at have fire ansatte.

Marianne Lihme drev farveriet

Christian Brandt døde i 1814, og det kunne have været enden på et stort fabrikseventyr, hvis ikke hans enke havde besluttet sig for at drive farveriet videre. Hendes tre sønner var på det tidspunkt 7, 10 og 12 år, og Danmark var påvirket af statsbankerotten året før. Men Marianne Lihme klarede det med stor dygtighed, og hendes tre sønner fik en god uddannelse. De yngste Morten Kisbye Brandt (1804-1881) og Preben Lihme Brandt (1807-1849) blev begge uddannede i tekstilfag.

Morten Kisbye Brandt kom i lære som farver i København, da han var 12-13 år. Da han var udlært som 16-årig tog han til Tyskland og arbejdede i flere farverier. Hans mors farveri i Odense farvede for de lokale bønder, men i Tyskland erfarede han, hvordan farverierne var tilknyttet klædefabrikkerne. En drøm begyndte at spire hos den unge farver. Som 20-årig vendte han hjem til Odense og overtog ledelsen af farveriet i Vestergade. Marianne Lihme var da 59 år og havde drevet farveriet i ti år.

Brandts Klædefabrik bliver etableret i 1869

Den yngste søn Preben Lihme Brandt blev uddannet dugmager, og han startede i 1833 en klædefabrik i Klaregade. Nogle år senere flyttede han fabrikken til Skt. Knuds Klosters gamle bygninger ved siden af Skt. Knuds Kirke. Fabrikken fik hans navn og var den første Brandt’ske klædefabrik – og også den eneste virksomhed i Odense som i 1845 blev kaldt en fabrik. Den lukkede dog i 1880’erne. Morten Kisbye Brandt drev farveriet i Vestergade og havde en stor kundekreds. I 1854 ombyggede han huset i Vestergade 73 med den indretning og facade, det har i dag. Drømmen om egen klædefabrik var stadig intakt hos ham, og det blev i samarbejde med de to sønner, Søren Christian Brandt og Morten Vilhelm Brandt, at den blev realiseret. Den ældste søn var uddannet på klædefabrikker i København og Tyskland, og som 22-årig i 1869 vendte han hjem til Odense og igangsatte udbygningen af sin fars gamle farveri til klædefabrik. Det var også på høje tid. Industrialiseringen spirede, og grundlaget for at farve de lokale bønders stoffer var begyndt at forsvinde. Folk købte i stigende grad stof i klædevareforretninger og tøj hos manufakturhandlere. De fabriksfremstillede varer var mere eftertragtede end de hjemmegjorte.

Morten Kisbye Brandt og hans to sønner stod foran betydelige ombygninger og investeringer, før fabrikken var funktionsdygtig. Fra Burmeister og Wain købte de en dampmaskine. Karte- og spindemaskiner og seks væve blev købt i Tyskland. Byggeomkostninger og maskiner kostede 67.310 rigsdaler. I november 1869 blev produktionen sat i gang med en arbejdsstyrke på 10 mand. De satsede på klæde af så høj kvalitet, at de kunne konkurrere med udlandet. Efter nogle år afsatte de klæde i København og i resten af landet. Lokalt stod Odense Klædefabriks Udsalg i Munkemøllestræde for salget.

Det var således Christian Brandt og Marianne Lihmes søn og sønnesønner, som startede den Brandts Klædefabrik, som skulle blive så succesfuld. Den gamle farvermester Morten Kisbye Brandt, som i sin ungdom drømte om egen klædefabrik, overdrog virksomheden til sine to driftige sønner i 1877. Han døde i 1881, 77 år gammel.

Morten Vilhelm Brandt og Tagea

Morten Vilhelm Brandt var leder af fabrikkens farveri og salg. Han giftede sig i 1881 med den syv år ældre Tagea Rovsing. De havde da kendt hinanden i ti år. Men ægteskabet blev kort. Hun døde et halvt år senere af en blodsygdom og blev kun 34 år. Morten Vilhelm Brandt stiftede flere legater til minde om Tagea Brandt. Det mest kendte er Tagea Brandts Rejselegat, som endnu uddeles hvert år til ”Fremragende danske kvinder inden for kunst og videnskab.”

Klædeproduktionen

Produktion af klæde var en omfattende proces, og mange forskellige faggrupper var beskæftigede. Processen ændrede sig gennem fabrikkens historie, efterhånden som den blev udvidet, ombygget og maskinerne moderniseret.

Man fabrikerede primært af uld fra Danmark, men et festskrift fra 1919 fortæller, at man også købte uld i Island, Australien, New Zealand, Sydamerika og Sydafrika.

Som det første blev ulden sorteret efter kvalitet og vasket. Herefter blev ulden wolfet, hvilket vil sige at man redte ulden og indfedtede den med forsæbelige olier. Efter wolfningen blev ulden kartet – de enkelte uldhår blev revet fra hinanden på store roterende valser med tusindvis af ståltænder. Ved kartningen kom ulden til at ligge parallelt. Herefter blev ulden spundet til garn på spindemaskiner. Når det færdige garn var vundet op på store spoler, kom det til væveriet og blev vævet til klæde. Klædet gennemgik forskellige efterbehandlinger, blandt andet rånobning, hvor klædet blev set efter for fejl. Næste led var Valkeriet. Her blev klædet stampet, så det blev mere fast og sammenhængende i vævet. Herefter blev sæbe og soda fra de foregående processer skyllet ud. Klædet blev efterfølgende overfladebehandlet, så det fik den ønskede luv. Klædet blev herefter farvet. Endelig fulgte en række processer hvor klædet blev efterset, den såkaldte finnopning. Klædet blev presset og til sidst efterset af fabrikkens ledelse. Sidste led var forsendelsesafdelingen.

Produktionen krævede mængder af vand. Det blev pumpet op fra Odense Å gennem en stor ledning, som løb under Vestergade og Filosofgangen. Ledningen var 200 meter lang. De samme stempelpumper fungerede i hele fabrikkens levetid. Og dette på trods af at to ingeniører i 1960’erne regnede ud, at det sindrige pumpesystem overhovedet ikke kunne lade sig gøre – teoretisk set. Denne kuriositet nævner Fyens Stiftstidende i november 1969.

Fabrikken som arbejdsplads

Brandts Klædefabrik var en eftertragtet arbejdsplads. De ansatte havde bedre forhold end på mange andre fabrikker i Odense. Man havde egen skole til de børn, som arbejdede på fabrikken. De begyndte ofte at arbejde i en alder af 10-11 år. En læge var tilknyttet, og det var muligt for arbejderne at optage lån til eget hus. Brødrene Brandts stiftede desuden et legat til minde om deres far. Midlerne gik til pensionering af medarbejdere. Det var ikke et særsyn, at folk var ansat på Brandts Klædefabrik hele deres arbejdsliv. Både 40, 50 og 60-års jubilarer blev fejret. Ofte arbejdede flere generationer af samme familie på fabrikken. I 1916 byggede man et alderdomshjem til fabrikkens arbejdere i Sadolinsgade.

Umiddelbart lyder det som en velfungerende arbejdsplads i tråd med datidens forhold. Men man kan stille spørgsmålstegn ved, om læge, lån og legater var goder eller en måde at tilegne sig loyale medarbejdere, som uanset hvad var dybt afhængige af selv en lille indkomst. Der var også uoverensstemmelser mellem arbejderne og den patriarkalske direktør Søren Christian Brandt. Disse opstod, da Odenses mange vævere i 1885 dannede en fagforening. Flere vævere på Brandts Klædefabrik ønskede at være medlem, men direktøren meddelte, at han ikke havde arbejde til dem, der stod i fagforening. De få som trodsede påbuddet blev hurtigt afskediget. Enkelte vovede at være hemmelige medlemmer. Først efter 33 års kamp mellem ledelse og medarbejdere anerkendte Brandts Klædefabrik fagforeningerne – som en af de sidste fabrikker i Odense.

Fabrikkens børnearbejdere i slutningen af 1800-tallet udgjorde 25% af arbejdsstyrken, og det var på en tid, hvor mange voksne havde svært ved at finde fast arbejde. Men børnenes arbejdskraft var væsentlig billigere. Skolen på Brandts Klædefabrik blev oprettet for at børnene kunne indgå i fabrikkens toholdsskift. Og skolen blev da også nedlagt kort tid efter en ny lov i 1913 forbød, at børn under 14 år arbejdede på fabrik. Det var heller ikke ufarligt for børnene at arbejde på klædefabrikken, som havde både mange og meget store maskiner.

Aktieselskab og generationsskifte

I 1887-88 blev fabrikken udvidet. Den 5-etages bygning Mellembygningen blev opført, og maskinparken blev udvidet til 60 væve. Omkring 200 medarbejdere var beskæftiget.

I 1897 blev fabrikken solgt og omdannet til aktieselskab under navnet A/S Brandts Klædefabrik. Årsagen var, at de to Brandt-brødre fik helbredsproblemer.

To tilgrænsende ejendomme blev købt for at udvide produktionen. Søren Christian Brandt blev formand for bestyrelsen, og han administrerede virksomheden til sin død i 1905. Ingen i familien Brandt var uddannet til at drive klædefabrikation og en ung kontorelev, Aage Mengel, blev derfor kaldt hjem fra et studieophold i England. Han fik tilbudt at lære klædefabrikation, og han overtog direktørposten som 23-årig. Også hans bror, Knud Mengel, blev senere en del af fabrikkens ledelse. Aage Mengel giftede sig i 1910 med Søren Christian Brandts ældste datter og blev på den måde en del af Brandt-familien.

Fabrikken afsatte primært sine varer i Danmark, men i 1910’erne sælger man også et særlig fint klæde i kraftige farver til Kina. Det blev brugt til mandarinkåber og tibetanske lamadragter.

En af Odenses største arbejdspladser

I 1919-20 opførte man en ny stor fabriksbygning, Pantheonsfløjen. Dette betød, at arbejderne kunne få bedre omklædningsrum, men også at man i 1924 kunne indrette kamgarnsspinderi. Fabrikkens karteri og spinderi blev moderniseret i 1929, og man begyndte opførelsen af farveribygningen. På dette tidspunkt var Brandts Klædefabrik en af byens største arbejdspladser med omkring 250 ansatte. Man havde egen sparekasse, idrætsforening og cykelklub.

En brand i 1930 ødelagde fabrikkens østfløj, men den blev hurtigt genopført, og man fik anledning til at købe mere moderne maskiner. 1930’erne var en god tid for Brandts Klædefabrik. Man udvidede og moderniserede maskinparken, og den store lagerbygning, Magasinet, bliver opført i 1933. Under 2. verdenskrig var det vanskeligt at skaffe råvarer, men man opretholdt en produktion på omkring 60% af det normale.

Aage Mengels søn, Søren Christian Mengel indtrådte i virksomheden i 1937. Han var oldebarn til fabrikkens grundlægger, Morten Kisbye Brandt. I 1955 blev både Knud Mengels søn ansat, og Aage Mengels yngste søn, Jan Mengel, som senere overtog sin fars direktørpost.

100års jubilæum

Efterkrigstiden var en driftig periode for Brandts Klædefabrik. I 1950 opførte man ud mod Grønnegade en ny bygning, som kom til at indgå i den stadig mere rationelle drift. Man begyndte at producere stof, som var en blanding af uld og polyester og fik etableret en god eksport. Da fabrikken fejrede 100års jubilæum i 1969 var eksporten til udlandet større end salget til hjemmemarkedet. Jubilæet blev markeret med en fest for de ansatte i Fyns Forsamlingshus. Efter anciennitet fik medarbejderne hver et jubilæumsgratiale på 200 – 1000 kroner. Fyens Stiftstidende bragte en stor artikel under overskriften: Den ukendte storfabrik i hjertet af Odense.

Af artiklen fremgår det, at byens borgere kun kendte Brandts Klædefabrik fra det velpolerede messingskilt på kontorbygningen i Vestergade. Direktøren Søren Christian Mengel er citeret for udtalelser omkring generelt hårde tider for klædefabrikation og ”urimelig konkurrence” fra klædefabrikken i Nordsjælland, som var ejet af staten. Den var fast leverandør af klæde til militæruniformer.

Fabrikkens sidste år

I 1970’erne fik man for alvor konkurrence fra udlandet. Især i Sydeuropa kunne man producere billigt, ikke mindst på grund af lave lønninger til fabriksansatte. Morten Kisbye Brandts drøm om at samle alle led af klædeproduktion under ét tag, blev efterhånden fabrikkens svage led. I udlandet begyndte man at specialisere sig i enkelte dele af processen. Stordrift og rationalisering var tidens nøgleord. Folks forbrugsvaner ændrede sig også, efterhånden som billigt stangtøj syet i Sydeuropa blev tilgængeligt. Cowboy- og andet bomuldsstof blev populært frem for stof af uld, som var Brandts Klædefabriks speciale.

To tredjedele af de vesteuropæiske klædefabrikker drejede nøglen om i 1960’erne. Brandts Klædefabrik var opmærksomme på de nye tider, og i 1971 havde man planer om at flytte produktionen til en ny og moderne fabrik. Den skulle opføres i Søndersø, 15 km fra Odense. Man købte endda en grund til 400.000 kroner.

Klædefabrikken producerede dog stadig på højtryk i begyndelsen af 70’erne. 1973 var det bedste år i fabrikkens historie, både produktions- og indtjeningsmæssigt. Men oliekrisen, stigende udgifter til lønninger, forældet maskinpark og den stadig øgede konkurrence fra udlandet fik både økonomien og håbet om overlevelse til at vakle. I april 1975 lød en avisoverskrift: Fynsk fabrik overvejer at flytte til udlandet – millionunderskud i Brandts Klædefabrik i Odense, der kun kan overleve ved opbremsning af lønningerne.

De sidste år er præget af afskedigelser og følgende utryghed hos medarbejderstaben. 200 var ansat i 1971 – i 1976 er tallet reduceret til 120. Fabrikkens ledelse har uden tvivl også haft søvnløse nætter, men udadtil forsøgte man at holde fanen højt. Jan Mengel siger i et interview i Fyens Stiftstidende august 1976: ”Vi har både viljen og evnen til at overleve.”

Efter 108 års produktion lukkede Brandts Klædefabrik 31. december 1977. Herefter gik et par år med at nedtage og sælge maskiner primært til andre fabrikker. De fleste Brandts-arbejdere fandt hurtigt job andre steder. Brandts Klædefabrik havde ry for at være en god arbejdsplads – og de ansatte havde ry for at være gode arbejdere.

Fra klædefabrik til kulturfabrik

Med lukningen af Brandts Klædefabrik i 1977 lå 18.000 etagemeter ubenyttede hen i Odense midtby. Området fik karakter af spøgelsesbydel. Fabrikskomplekset blev sat til salg og fremlagt for Odense Kommune, som dog ikke havde økonomi til at indgå forhandlinger om køb. Men der var stor interesse for bygningerne, og på bestyrelsesmøder i Brandts Klædefabrik A/S blev mange forslag fremlagt og drøftet de følgende fire år.

Odense Tekniske Skole var interesseret i at indrette dele af bygningerne til undervisning. Fyns Amt overvejede at indrette revalideringscenter. Forskellige investorer havde visioner om butikscentre eller supermarked med parkeringsanlæg. Andre forestillede sig balletscene, teatersal eller auktionslokaler. Der var også forslag om total nedrivning og opførelse af lejlighedskompleks. Allerede i 1976 havde arkitekt Kristian Isager præsenteret et forslag til genanvendelse for Brandts Klædefabriks direktør, Søren Christian Mengel, og Odense Kommune 4. Magistrat. Men først i 1980 så man med seriøse øjne på arkitektens ambitiøse projekt.

Renovering var en ny ide

Genanvendelse af gamle industribygninger var endnu ikke almindeligt, men der var fortilfælde i blandt andet renoveringen af en gammel tekstilfabrik i Aachen, ombygningen af Fiatfabrikken i Torino og eksempler fra England og USA, hvor man havde omdannet nedlagte fabrikker til nye funktioner.

I 1980’erne var der en spirende tendens hos arkitekter til at tænke i genanvendelse frem for nedrivning. Interessen for renovering kunne ses i flere storbyer og var dels en reaktion mod 1960’erne og 1970’ernes anonyme byggerier, dels en protest mod de massive nedrivninger i ældre bydele. Med genanvendelse af fabriksbygninger bevarede man ikke blot nogle karakteristiske bygninger, man fastholdt også en del af den pågældende bys industrihistorie og i de bedste tilfælde også noget af bygningernes atmosfære. En atmosfære som tilførte en uvurderlig dimension til det nye indhold, hvad enten det var kulturelt eller merkantilt. I Odense havde man i 1960’erne foretaget mange nedrivninger i bymidten for at projektere Thomas B. Thriges Gade. Et større antal renæssancebygninger og en betydelig del af Lotzes Have forsvandt. Kritikken kom først efterfølgende, bl.a. fra Byforeningen for Odense, som blev stiftet i 1976. Foreningen, hvori Kristian Isager var aktiv, arbejdede for at værne om bevaringsværdige bygninger.

Visioner om bevaring og genanvendelse blev inspiration for rapporten Genanvendelse af Brandts Klædefabrik, som blev formuleret af rådmand Robert Dalskov og arkitekt Kristian Isager i samarbejde med en arbejdsgruppe, som var nedsat af Odense Kommune. Arbejdsgruppen fik til opgave at finde en løsning, som kombinerede private og offentlige formål, da man mente at netop dette ville skabe udviklingsmuligheder og styrke Odenses betydning som regional hovedstad.

Rapporten blev fremlagt i 1980 og pegede på to mulige modeller. Model I opstillede en ligelig fordeling mellem private og offentlige formål. Den offentlige del skulle indeholde kunstmuseum, kunstakademi og bogtrykmuseum. Model II foreslog en fordeling med 2/3 af fabrikken til offentlige formål og 1/3 til private. Herunder lå et forslag om at flytte hovedbiblioteket til Brandts Klædefabrik.

Købmændene fra Esbjerg

Men allerede inden byrådet havde taget stilling til rapporten blev Brandts Klædefabrik solgt til to købmænd fra Esbjerg. Kjeld Droob og John Hanssen havde i Børsen læst om de salgsklare fabriksbygninger og var ikke længe om at aftale et møde med aktieselskabets advokat. Mødet varede 25 minutter, og købmændene erhvervede ejendommen ubeset for 6.25 mio. kr. I handlen havde man ikke taget højde for, at Odense Kommune havde forkøbsret på arealer over 6000 m² i byzone, så man indledte forhandlinger med kommunen om en lejeaftale med køberet af de 7.500 m², der skulle udgøre den offentlige del af Brandts Klædefabrik. Aftalen kom i stand juni 1981. Også en renoveringsplan blev vedtaget. Hertil blev afsat i alt 27.9 mio. kr. fra 1982-86. Odense Kommune benyttede sig af køberetten i 1995.

Selvejende institutioner

Fra 1982 arbejde rådmand Søren Møller og styringsgruppen, der havde direktør Villy Petersen som formand, med etableringen af institutionerne. Planerne om kunstmuseum blev skrinlagt til fordel for en kunsthal, og det blev endelig besluttet, at Brandts Klædefabrik skulle bestå af Det Fynske Kunstakademi, Danmarks Grafiske Museum, Kunsthallen Brandts Klædefabrik og Museet for Fotokunst. Man vedtog, at institutionerne skulle være selvejende og have hver deres bestyrelse.

Bag den tanke lå, at selvejende institutioner bedre kan skabe interesse for deres aktiviteter nationalt og også er bedre i stand til at hente fondsmidler. Dette var også årsagen til, at Museet for Fotokunst blev en institution for sig og ikke en del af kunsthallen som oprindelig tænkt. Odense Kommune forpligtede sig til at støtte institutionerne med betaling af husleje og tilskud til drift.

En levende byggeplads

De to arkitektfirmaer Kristian Isager og Jørgen Stærmose K/S forestod projekteringen. Landskabsarkitekt var Gruppen for By & Landskabsplanlægning, Kolding. Ombygningen af Brandts Klædefabrik fra 1982-86 var en dynamisk tid. Området var ikke blot en byggeplads, men en levende arena for en lang række aktiviteter både ude og inde efterhånden som de forskellige bygningsafsnit var klar. Café-Biografen åbnede allerede sommeren 1983, og forskellige butikker slog dørene op i Brandts Passage. Danmarks Grafiske Museum flyttede ind i foråret 1984. Ervin Nielsen blev ansat som leder og museet åbnede sin første udstilling samme år. Det Fynske Kunstakademi etablerede sig på 4. sal. i december 1984, og de studerende arbejdede side om side med husets mange håndværkere – i støv, larm og ingen varme. I takt med at lokaler stod færdige blev de første kunstudstillinger åbnet, og man holdt flere arrangementer med åbent hus, hvor Odenseanerne strømmede til og fik indblik i hvordan ombygningen skred frem. Men ikke kun byens borgere var interesseret i renoveringen. Delegationer fra hele verden besøgte Brandts Klædefabrik for at finde inspiration og se nærmere på Odenses genbrugstanke og innovative kulturpolitik.

Med udgangen af 1986 står hele komplekset færdigt, og Kunsthallen Brandts Klædefabrik og Museet for Fotokunst flytter officielt ind i januar 1987.

Ombygning og udvidelse

Allerede fra begyndelsen af 1990’erne var det et ønske fra de tre institutioner på Kunstmuseum Brandts, at bygningerne blev udvidet. Det blev igangsat i år 2000. Udvidelsen af Brandts Klædefabrik blev finansieret af Odense Kommune og KD selskaberne. Kjær & Richter vandt den indbudte arkitektkonkurrence og tegnede de to nye tilbygninger, der er udført i beton og glas. Alt personale fik kontorer i den 800 kvadratmeter store Portbygning, der blev forbundet til de gamle fabriksbygninger af en glasbro i tre etager. Den anden bygning, Det Dobbelthøje Rum, blev med sine 400 kvadratmeter og syv meter til loftet konstrueret til at kunne udstille særligt store kunstværker. Man byggede også en ny hovedindgang med facade mod Grønnegade. Belægningen af indisk granit på torvet foran indgangen blev lagt i et mønster udregnet efter matematiske principper af Schønherr Landskab. Fliserne blev lagt ind under bygningen og kom på den måde til at udgøre gulvet i den nye foyer. Udvidelsen var færdig i 2004.

I forbindelse med ombygningen blev Kunsthallen Brandts’ tidligere administration indrettet til Formidlingscenter med tre værksteder: et medieværksted, et fotoværksted og et billedværksted. Formidlingscentret åbnede i april 2005. Med ombygningen og udvidelsen overtog Kunstmuseum Brandts driften af boghandlen og etablerede sin egen museumsbutik i maj 2005.

Kunstmuseum Brandts

Kunstmuseum Brandts blev til ved en fusion af Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst og Fyns Kunstmuseum i juli 2013. Museet er selvejende og modtager støtte fra Odense Kommune og fra private virksomheder, ligesom der ydes støttes fra forskellige fonde og offentlige instanser. 

Med fusionen blev billedkunstinstitutionerne i Odense samlet i ét museum. I første omgang var museets udstillingslokaler fordelt mellem Brandts Klædefabrik og Jernbanegade 13, hvor Fyns Kunstmuseum havde hjemme før fusionen, men et par år senere blev museet samlet på én adresse i klædefabrikken.

Mediemuseet blev administrativt en del af Odense Bys Museer 1. januar 2013, og museets aktiviteter er siden flyttet ud af lokalerne i klædefabrikken.

Det Fynske Kunstakademi har i dag til huse i den gamle museumsbygning i Jernbanegade, der før rummede Fyns Kunstmuseums udstillinger.

Dermed har Kunstmuseum Brandts i dag overtaget alle etager i udstillingsbygningen, der nu rummer et stueplan med billetsalg, butik og café, 1.-4. sal med kunstudstillinger, samt undervisningslokaler til kunstformidling og lokaler til foredrag og arrangementer.