Digitale kunstoplevelser

Der er både vildskab og varm humor i amerikanske Sally Manns fotografi “The Three Graces”. Normalt retter Mann sit over 100 år gamle kamera mod alle andre end sig selv, men her har hun stillet sig op sammen med sine to døtre. Titlen refererer til de tre ‘legesyge’ gudinder for ynde og skønhed i den græske mytologi. De har været et populært motiv i billedkunsten lige siden oldtiden. Sally Mann og hendes døtre er moderne gudinder – på en gang både et drømmesyn og ekstremt menneskelige. I stedet for at danse yndefuldt rundt, står de med spredte ben solidt forbundet til jorden og pisser bogstaveligt talt territoriet af – synkront. De gør det mest banale og naturlige i hele verden – og udvider samtidig idéen om, hvad kroppen må og kan på billeder.

Sally Mann er både berømt og berygtet for sine smukke, men også voldsomme billeder af barndom, seksualitet, forfald og død. Du kan læse mere om hende her: https://www.sallymann.com/

The Three Graces
1994

I årtierne efter tabet af Sønderjylland i 1864 var der en stærk national bevidsthed i Danmark. Det var den, som maleren Agnes Slott-Møller (1862-1937) ville styrke med sine malerier. Fortællingerne om fortidens storhed fandt hun i middelalderens folkeviser og historie. I middelalderen var Danmark en del af Kalmarunionen sammen med Sverige og Norge, og Margrethe I (1353-1412) var unionens første regent. Agnes Slott-Møller har i sit maleri skildret Margrethe I som en triumferende superheltinde med korslagte arme og hermelinskåbe. De tre kroner symboliserer Kalmarunionen. Bag Margrethe I står Erik af Pommern (1382-1459), som blev hendes efterfølger.

Sammen med sin mand, Harald Slott-Møller (1864-1937), var Agnes Slott-Møller i 1890’erne med til at bane vejen for den symbolistiske kunst i Danmark. Siden stod parret forrest i angrebet på Fynboernes landlige motiver i den såkaldte ’bondemalerstrid’, som udspillede sig i Politiken i 1907. Kampen stod mellem symbolisme og naturalisme, mellem idealitet og realitet, mellem ånd og natur. Med bondemalerstriden slog det naturalistiske kunstsyn definitivt igennem på den danske kunstscene på bekostning af den ideale symbolisme, som kunstnere som Agnes Slott-Møller repræsenterede.

Idag har symbolismen fundet sin plads i kunsthistorien, og Agnes Slott-Møller regnes som en markant kunstner, der i en politisk og kunstnerisk brydningstid formåede at gøre sin kunst gældende i et mandsdomineret miljø.

Dronning Margrethe I og Erik af Pommern
1884/1887
Olie på lærred
140 x 90 cm

En lille flod af blod på et inderlår. Trusser smidt på gulvet bagved. Jacob Aue Sobols billede af hans grønlandske kæreste Sabine i badet, er indbegrebet af hverdag. Usentimentalt og intimt på samme tid. Et snapshot, et næsten sjusket fotografisk øjeblik, der samtidig rører os dybt, fordi vi instinktivt fornemmer at vi får lov til at kigge ind i to menneskers tætte liv med hinanden. Sobol har selv udtalt om dette billede, der blev en del af fotobogen “Sabine”:

Billederne udviklede sig fra at ’vise’ til at ’være’. Og det er min mission med fotografiet… Jeg fotograferede ikke Sabine, der gik i bad, men jeg gik i bad med Sabine – med kamera. Det er naturligvis en meget personlig måde at fotografere på, og det kan være svært at vende tilbage til andre projekter, når man først har været der. Det tog også flere år efter jeg kom hjem fra Grønland, før jeg begyndte at fotografere igen.

Jacob Aue Sobol er prisbelønnet dansk fotograf og medlem af den prestigefyldte, internationale fotografsammenslutning Magnum Photos.

Du kan læse mere om ham her:

https://www.jacobauesobol.com/

Sabine
2001

Fra 1760 og fire årtier frem gør den fynskfødte maler Jens Juel (1745-1802) karriere som landets foretrukne portrætmaler. I hans billeder møder vi et galleri af datidens mest betydningsfulde mænd og kvinder. Ministre, diplomater, embedsmænd, godsejere, videnskabsmænd, forfattere, kunstnere og kongehusets medlemmer. Alle ville foreviges af Juels fintfølende pensel.

En dag for 250 år siden lægger Juel sidste hånd på det selvportræt, som siden skal blive kendt som Det måbende. Med opspilede øjne og åben mund henvender han sig til os på tværs af århundrederne. Han vil os noget. Hans pupiller virker som to sorte huller, der tiltrækker vores opmærksomhed. Over det ene øjenbryn har han en rift. Juel er hverken bange for at udstille sig selv som dum eller sårbar.

Vi tror, at Juel malede billedet for at øve sig på et af de mange ansigtsudtryk, portræt- og historiemalere dengang måtte mestre. Helt sikre kan vi dog ikke være, for Juel efterlod sig hverken breve, dagbøger eller erindringer.

Selvportræt
1767
Olie på lærred
48 x 39,5 cm

Bruce Gildens snapshot af gadeliv i New York emmer af action og bevægelse. Vi kan nærmest lugte bilosen, kroppene og den varme asfalt. Selve kameravinklen har noget aggressivt over sig – og det er der en grund til. Bruce Gilden er vaskeægte new yorker, hans billeder indbegrebet af street photography, og han er berømt og berygtet for sin konfrontatoriske måde at tage billeder på. Han spørger simpelthen ikke om lov, før han “skyder” folk – og det betragtes af mange som dybt uetisk. I de senere år er Gilden også blevet kendt for forskellige portrætserier, hvor menneskene foran kameraet faktisk har sagt ja til at blive fotograferet – uden at det gør resultatet blidere. For også her skinner Gildens voldsomme fotografiske blik igennem. Bruce Gilden er helt sin egen. Nogle mener, han er decideret ondskabsfuld, andre synes, hans billeder er kærlighedserklæringer til menneskeheden i al sin uperfekte mangfoldighed.

Du kan læse mere om Bruce Gilden her:

https://www.brucegilden.com/

New York City
1984

I 1880 rejser maleren P.S. Krøyer til Italien. Forinden har han i Paris stiftet bekendtskab med de franske realisters skildringer af arbejderes og håndværkeres hårde hverdagsliv. Kunstnere som Gustave Courbet (1819-1877) og Jules Bastien-Lepage (1848-1884) har vist ham, at den anonyme arbejder er et lige så værdigt motiv som antikkens helte og historiske, bibelske og litterære emner.

Da Krøyer ankommer til Sora de Campagna i Italien, falder han for landskabet ved foden af Abruzzerbjergene og for lokalbefolkningen, som han finder usædvanligt smuk. Krøyer skriver hjem til maleren Lauritz Tuxen (1853-1927): ”Jeg er – ja undskyld, at jeg siger det selv – begejstret for mit Motiv. Det forestiller, som du ser, ’Markarbejdere’, en Række, som bearbejder Jorden, Solskin halvt forfra halvt fra Siden, Eftermiddag.”

Krøyer var eminent til at skildre lysets virkninger, og i sit store friluftsbillede af de italienske markarbejdere viser han hvordan. De hvide skjorter, de solbrune ben, den tørre jord: Intet undslipper Krøyers lysbehandling. Men billedets komposition er kompliceret. Arbejdernes kroppe, hakker og spader skyder sig ud og ind imellem hinanden. I mere end tre måneder knokler Krøyer med det store maleri. Selv skriver han: ”Mit Markarbejderbillede har taget mig meget længere Tid end jeg havde beregnet … der mangler endnu den væsentlige Ting at faa noget Sammenhold i Billedet, i alle disse solbeskinnede hvide Skjorter og røde Veste, der for tiden minder mest om ‘un fuoco artifizio’ [fyrværkeri].”

Italienske markarbejdere. Abruzzerne
1880
Olie på lærred
124,3 x 186 cm

Han ser direkte ind i kameraet – og dermed ud på os. Det er svært at bedømme, hvor gammel han er.  Han sidder i en spisesal, sammen med en masse andre mænd, der er lige så ubestemmelige. Det er som om de kronragede hoveder og næsten ens skjorter fratager dem både alder og personlighed. Bortset fra de sært malplacerede gardiner, er spisesalen farveløs og trist, men dog ren og ryddelig. Det er lidt svært at sætte fingeren på, hvad det er, der er galt med billedet. Men der er noget, der skubber til os, som betragter det….Belgiske Carl de Keyzers fotografi  fra serien “Zona” er taget i en fangelejr i Sibirien. I 2001 fik han tilladelse til at tage rundt til en række af de tidligere så berygtede Gulags, altså fangelejre fra Sovjettiden, der nu er konverteret til “almindelige” fangelejre. De Keyzer vidste, det var en enestående chance. Han var til gengæld også klar over, at han ikke ville få frie hænder, at man ville sørge for at iscenesætte billederne og bruge dem som propagandamateriale. Carl de Keyser valgte at indgå i samarbejdet alligevel – fordi han vidste, at det var disse betingelser eller ingenting. Det er altså det, der er “galt”: de indsatte er blevet instrueret i, hvordan de skal fremstå, og bag kameraet står en fotograf, der gerne vil fortælle den rigtige historie. Resultatet er billeder, der hænger i et sært opstillet spændingsfelt mellem fakta og fiktion.

https://www.carldekeyzer.com/

Uden titel
2001

Ved Vilhelm Hammershøis fødsel i 1864 drøner kanonerne i krigen om hertugdømmerne. Alligevel er Hammershøis billedverden præget af en stilfærdighed og sitrende intimitet, som har gjort ham internationalt berømt. I hans malerier åbner der sig en verden af gråstemt melankoli, hvor rum og personer indgår i et stemningsfuldt samspil.

Det var den københavnske tandlæge og forfatter Alfred Bramsen (1851-1932), som bad Vilhelm Hammershøi male et portræt af sin søn Henry Bramsen (1875-1919), der var kongelig kapelmusiker. Alfred Bramsen blev Hammershøis mæcen, og han ejede ved sin død landets største Hammershøi-samling. Som portræt skiller maleriet sig ud. Mere end at være et portræt af et menneske, er det en skildring af en musiker i harmoni med sit instrument. Celloen indtager billedets centrum omkranset af sin herre. Midt i mørket lyser Bramsens hvide skjortebryst op. Bag ham spiller rummet med. Øverst lysner farverne, som om tonerne steg opad og lyste rummet op.

Hammershøis Violoncel-spilleren. Portræt af Henry Bramsen er lidt ud over, hvad man normalt ville kalde ”tandlægekunst”, men det er det vel på en måde? Hvem ved, måske hjalp Alfred Bramsen Hammershøi af med en masse fæle huller, og måske er det i virkeligheden Karius og Baktus, vi kan takke for, at Hammershøi blev ved med at male, og at vi i dag har dette værk på museet?

Violoncel-spilleren. Portræt af Henry Bramsen
(1893)
Olie på lærred
142 x 105,5 cm

I serien “Born nowhere”, hvor dette portræt er fra, bruger brasilianske Lais Pontes fotografiet konceptuelt – her er det først og fremmest idéen bag, der bærer projektet. Når vi kaster første blik på portrættet, virker det dybt banalt. Men kig nærmere – der er faktisk noget helt særligt på spil. Kvinden på billedet findes nemlig ikke, men er skabt af fotografen, der har taget en række selvportrætter, manipuleret dem digitalt efterfølgende og til sidst lagt dem ud på Facebook. Her overlader hun det til sine følgere fra hele verden at fortælle, hvem den portrætterede er. De manipulerede selvportrætter får simpelthen hele livsfortællinger fra fremmede mennesker. Psykologer kalder den reaktion, Lais Pontes sætter i gang hos sine følgere, for  “projektion”. Det er en reaktion, hvor vores egen baggrund, fantasi og virkelighed kommer til udtryk i de historier, vi fortæller om andre. Samtidig sætter Pontes  med “Born Nowhere” fokus på det manipulerede – og manipulerende –  billedunivers, vi alle udsættes for dagligt i medier og på sociale platforme.

Du kan se flere portrætter – og selv bidrage til fortællingen om Lais Pontes kunstige kvinder her:

https://www.facebook.com/Project.Born.Nowhere

Catriona
2011

”Evighedsblå”. Det kaldte Vilhelm Lundstrøm sine maleriers baggrunde, som næsten altid var mættede blå.

Den ultramarinblå baggrund i Lundstrøms Opstilling med kander (1930-32) har en lysende kraft. Foran baggrunden har Lundstrøm skildret fire genstande på noget, som minder om et strengeinstrument i træ; en kuglerund appelsin med skarptrukne skygger, en opslået bog, der reflekterer rummets farve og lys, og to hvide kander. Ingen af tingene kaster skygge på baggrunden, og baggrunden får derfor karakter af noget udefinerbart, der frisætter tingene fra deres dagligdags funktioner. Opstillingen synes at svæve frit i maleriets univers. Stilen er enkel og monumental med et kubistisk svirp. Hvordan kan det være, at vi kan se ned i den ene kande, men ikke ned i den anden? For Lundstrøm handler det om at udforske billedets formelle muligheder og virkemidler. Historiefortælling interesserede ham ikke.

Med sine enkle opstillinger ramte Lundstrøm i 1930’erne den moderne tidsånd, og designere som Poul Henningsen (1894-1967) og Finn Juhl (1912-1989) blev levende inspirerede af hans værker. For kunstnere, designere og indretningsarkitekter står Lundstrøm i dag som en ikonisk inspiration, der i form og farve spejler dansk designs tradition for det enkle og funktionelle. Kunsthistorisk regnes Lundstrøm som en af de væsentligste repræsentanter for dansk modernisme.

Opstilling med kander
(1930-32)
Olie på lærred
100,3 x 81,5 cm

Den fynske maler H.A. Brendekildes (f. 1857 i landsbyen Brændekilde) er med sit barske motiv lige til en tragisk forsidehistorie. En ældre daglejer eller husmand er faldet om på marken, mens vi ser passivt til. Den jord, som han var i gang med at rense for store sten, tårner sig op i billedet. En yngre kvinde skriger i afmagt ved hans side.

Inspireret af franske malere som Jules Bastien-Lepage (1848-1884) malede Brendekilde sig direkte ind i datidens bidende socialrealisme og sociale debat om landalmuens vilkår. Gud er død, skrev den tyske filosof Friedrich Nietzsche, og Brendekilde kendte til uligheden fra sin egen opvækst på landet.

I sin samtid blev Udslidt præmieret vidt og bredt. Men tidens højrepresse fandt billedet
melodramatisk og overdrevent politisk. I 1889 blev det vist på Verdensudstillingen i Paris og i 1893 på Verdensudstillingen i Chicago. I 1894 købte kunstmuseet i Odense det direkte af
Brendekilde.

Udslidt.
(1889).
Olie på lærred.