Læg øret mod den mindste vækst, mod fuglenes flugt eller æbletræets blomstring. Verden er fuld af poesi og fortællinger. Men i vores larmende liv overhører vi ofte al skønheden, der er i nuet. Fortravlede halser vi igennem livet for at nå frem til en destination i stedet for at være i det liv, vi er. Øjeblikkets poesi forsvinder uhørt og ubeskrevet .
H.C. Andersen havde en særlig evne til at gribe det, der er lige ved at forsvinde og give det en stemme og en historie. I Eventyr-Almanak, der i 2019 blev udvalgt til Årets Bedste Bogarbejde, har Lise Kapper og Henrik Lübker samlet tolv af H.C. Andersens eventyr med naturen i centrum i en form, almanakken, der med sin cykliske tidsopfattelse understreger det eviggyldige i eventyrerne.
I en samtale med Lea Kirstine Møller vil Lise Kapper og Henrik Lübker fortælle om forgængelighed og evighed i H.C. Andersens forfatterskab og om arbejdet med at tilrettelægge bogen, så den både i indhold og i sin form afspejler glemsel og ihukommelse, nuets flygtighed og tilværelsens cykliske evighed.
Arrangementet er den del af programrækken Herfra min verden går, der ønsker at etablere et kunstnerisk undersøgelsesrum for krydsbestøvning mellem museets udstillinger, H.C. Andersens værk og aktuelle samtidskunstnere og aktører inden for litteratur og billedkunst.
Torsdag den 4. september 2025 18.30-20.00
Billetpris: 150 kr.
Billet er inklusiv entre til alle udstillinger på dagen.
Projektet er den del af Andersen Forever.
Projektet er støttet af H.C. Andersen Fonden