Transparent

WORD // BENNI BØDKER & JESPER BERNT

WORD FESTIVAL- 150 EVENTS PÅ 3 DAGE Den 31. januar - 2. februar 2025 forvandler Word Festival hjertet af Odense til landets største kulturscene!

Benni Bødker – Komintern

Komintern er første bind i virkelighedsnær krimiserie fra 1930’ernes København.
I 1938 i København er Johannes Borum endelig vendt hjem fra den spanske borgerkrig, hvor han har kæmpet side om side med ligesindede kommunister. Han overlevede, men har mistet sin moralske og politiske orientering i det, der viste sig at være en meningsløs kamp. Borum bliver hyret til at efterforske en tilsyneladende ukontroversiel sag af “ægteskabelig karakter” men vader uforvarende ind i mordet på en kendt nazistisk advokat. Ikke ligefrem en ønskesag for en mand der forsøger at undslippe både kommunister og nazister, og som desuden er stemplet som afhop­per blandt sine tidligere politiske kammerater.
Blandt fordrukne journalister, hårdnakkede gangstere og lunefulde bekendtskaber i Københavns underverden må Borum træde varsomt i sin efterforskning af mordet på den dræbte nazist, alt imens politiske spændinger truer med at udstille ikke kun menneskets moralske forfald men også konfrontere Borum med sin fortid.

Om Benni Bødker
Benni Bødker (f. 1975) er forfatter og har levet af at skrive siden 2009. Blandt andet har han skrevet en lang række børne- og ungdomsbøger. Han har skrevet en spændingsserie med Karen Vad Bruun om retsantropologen Linnea Kirkegaard, og var aktuel med krimien Et hus med tusind øjne på Gyldendal i 2023. Benni Bødkers bøger er oversat til 12 forskellige sprog og han har modtaget adskillige priser og prisnomineringer for sit forfatterskab. Bind 2 og 3 i serien om Borum er planlagt til at udkomme i 2025 og 2026.

Jesper Bernt – Dage af støv

Blev Tycho Brahe myrdet?

Efter en heftig konflikt med den danske konge er Tycho Brahe og hans familie søgt i eksil på kejserpaladset i Prag. Her står den verdensberømte, danske astronom over for et videnskabeligt gennembrud, der kan vende op og ned på 1600-tallets verdensbillede. Men pludselig falder Tycho om med livstruende symptomer, og det får rygterne til at svirre: Er den store Tycho Brahe blevet udsat for et giftattentat?
Spændingsromanen Dage af støv foregår over fjorten intense dage, puster liv i det virkelige mysterium om verdensmandens sidste dage og dykker ned i motiver og mulige gerningsmænd i hans omgangskreds. Måske står Christian IV bag, eller Tychos forsmåede assistent, den senere så berømte Johannes Kepler. Mistænkt er også Tychos hengivne kone Kristine og hans fætter og gode ven Erik Brahe, der netop er ankommet til Prag med en hemmelig agenda.

Om Jesper Bernt
Jesper Bernt debuterede med den anmelderroste krimi noir-roman Westend i 2007 og udgav thriller-romanen Checkpoint Charlie i 2008. Som manuskriptforfatter står han bag flere store tv-serier solgt til en række lande, senest Gidseltagningen II, og har også vundet en Robert for sin film, Sort Kaffe & Vinyl. Han er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole.

Arrangementet afvikles af Word festival, hvorfor billetter skal købes gennem deres platform.

Dato: Søndag den 2. februar
Tidspunkt: 14.30
Varighed: 30 min.
Sted: Politikens Forlags scene
Kunstmuseum Brandts, Amfipladsen 7, 5000 Odense

Køb billet til dette arrangement

  • Søndag den 2. februar 2025 kl. 14.30 - 15.00