Transparent

WORKSHOP // ANNE-SOFIE OVERGAARD 

I denne workshop med kunstner Anne-Sofie Overgaard, bliver vi inviteret indenfor i en central del af Overgaards kunstneriske praksis, nemlig vævningen. Vi vil i workshoppen arbejde med vævede landskaber, med udgangspunkt i et billede eller fotografi af et landskab fra vores eget liv. Landskabet er et motiv, som Overgaard bruger i sin egen praksis.

Workshoppen indledes med en introduktion i udstillingen Nål & Tråd Håndarbejde i kunsten, som kan besøges på Kunstmuseum Brandts i perioden 05.10.2024 - 23.02.2025. I udstillingen kan man opleve et værk af Anne-Sofie Overgaard.

I workshoppen vil Overgaard fortælle om sin egen kunstneriske praksis. Herfra skal vi fortolke vores medbragte landskabsbillede gennem vævningen. Overgaard ser væven som en mønsterbryder, der gennem forskellige materialer og mønstre kan omforme og skabe stoflige portaler.

Vævning er et tidskrævende medie og det er ikke målet med workshoppen, at deltagerne skal blive færdige med deres vævning. Derfor får deltagerne den lille væv i plexiglas, som de arbejder på, så det er muligt at færdiggøre og arbejde videre med vævningen derhjemme.

Deltagerne er meget velkomne til at medbringe deres eget garn, og der vil også være garn samt de andre redskaber, der skal bruges under workshoppen til rådighed. Deltagerne skal som forberedelse til workshoppen udvælge et billede (fotografi, postkort e.l.) af et landskab, som har en betydning for dem.

Anne-Sofie Overgaard (f. 1990) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi (2016). I sin kunstneriske praksis arbejder hun med vævning, installation, skulptur.

Der vil blive serveret kaffe og snacks under workshoppen.
Det er også muligt at bestille mad fra Kunstcafé Brandts.

Torsdag den 5. december 2025 kl. 17.00 - 20.00

OBS: der er kun 15 pladser

Billetpris: kr. 75,-

Billetten betales på dagen i Kunstshop Brandts.

Billetten reserveres ved at sende en mail til lea.moeller@brandts.dk

Billet er inkl. Entré til alle udstillinger på dagen.

  • Torsdag den 5. december 2024 kl. 17.00 - 20.00