En sanselig rejse rundt i det smukke Danmark
Himlen, jorden, horisonten og det særlige nordiske lys har betaget kunstnere i generationer. Længslen efter naturen – i mere eller mindre uspoleret form – løber som en konstant strøm gennem dansk kunsthistorie. Udstillingen Landskaber folder motivet ud gennem en omfattende præsentation af ca. 100 malerier og fotografier fra museets egen samling.
I værkerne kommer den enkelte kunstners særlige blik på verden til udtryk. Hos guldaldermaleren P.C. Skovgaard er der høj himmel og frodige bøgetræer i det idealiserede danske landskabs fredeligt afrundede natur. Hos fynbomaleren Johannes Larsen kommer vi helt tæt på dyrelivet – hans fuglerige motiver hylder naturen som et fristed. Og samtidskunstneren Trine Søndergaards knivskarpe fotografier indfanger den fugtige bark og bløde jord i landskaber, hvor mennesket har sat sine tydelige spor. På tværs af århundreders skiftende natursyn vidner udstillingens kunstværker om naturens konstante tiltrækningskraft som et rum for kontemplation.
Foto: Johannes Larsen (1867-1961): Svanerne Letter. Fiil Sø, 1914.