KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg udlåner mange af deres bedste værker til Brandts.
En kunstsamling er som et arkiv eller et familiealbum. Den fortæller en historie, om kunsten og kunstnerne. Men også om dem, der har samlet og købt kunsten og om det sted, samlingen befinder sig. KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg har en af Danmarks bedste samlinger af ny kunst. Gennem private donationer og indkøb kan museet i Nordjylland i dag tegne et levende portræt af en generation af kunstnere, hvis malerier, tegninger, film og installationer har fortryllet publikum gennem de sidste tyve år. Oplev værker af blandt andre Michael Kvium, John Kørner, Allan Otte og Anette Harboe Flensburg, når Kunsten besøger Brandts.