Transparent
(detail) Henri de Toulouse-Lautrec, Jane Avril, 1899. Photo © Musée d’Ixelles-Bruxelles Courtesy of Institut für Kulturaustausch, Tübingen
Afsluttet

Toulouse-Lautrec

og stjernerne fra Montmartre

03.09.2022
15.01.2023

La Belle Époque

I efteråret 2022 slår Kunstmuseum Brandts dørene op for udstillingen Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre , hvor du blandt andet kan møde en af verdenskunstens helt store stjerner Henri de Toulouse-Lautrec (1864-1901) og lade dig forføre af 33 af hans mest elskede motiver fra den franske art nouveau . Med talrige originale litografiske værker og eksemplarisk kunsthåndværk præsenterer udstillingen den banebrydende kunst fra perioden La Belle Époque , den såkaldte smukke tid. 

La Belle Époque er præget af utrolige teknologiske fremskridt, der sætter gang i omvæltende forandringer i folks levevis. Flere af tidens største kunstnere tilslutter sig den samtidige franske art nouveau-bevægelse, hvor periodens skarpe modsætninger mødes: Nye teknologier møder håndværkstraditioner, det lokale møder det globale og den pulserende storby møder den ophøjede natur. 

En ny tids kunst Art nouveau-kunsten kommer til udtryk i mange forskellige kunstneriske medier, motiver og formelle træk, og bevægelsen har mange navne og visuelle udtryk alt efter, hvor den har sit udgangspunkt: I England kommer bevægelsen til udtryk i den såkaldte Arts and Crafts , i Tyskland kaldes den Jugenstil , mens den i Danmark går under betegnelsen Skønvirke . Kendetegnende for art nouveau-kunstens mange forgreninger er troen på, at æstetik og kunst kan forskønne og forbedre menneskers hverdag. For at indfri kunstens potentiale begynder kunstnere at skabe kunst til folket, og ikke kun til samfundets elite, ved at bevæge sig ud over de klassiske kunstneriske medier som maleri og skulptur, for i stedet at lave kunst, der bliver en del af folks hverdag: Kunsthåndværk, brugsgenstande, emballagedesign og ikke mindst reklameplakater. 

I udstillingen Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre kan du opleve art nouveau kunstens banebrydende æstetiske nybrud i flere afskygninger: Fra litografiske værker fra Paris’ gader til udsøgt kunsthåndværk fra den franske art nouveau og danske skønvirke. I udstillingen kan du ligeledes opleve den japanske kunst og kunsthåndværk, der inspirerer art nouveau-kunstens egne æstetiske nybrud og forkærlighed for naturen. 

En fest for alle?  
En af de kunstnere der får stor succes med litografiske reklameplakater, er den franske kunstner Henri de Toulouse-Lautrec, som bosætter sig i den parisiske bydel Montmartre blandt de kunstnere, dansere, sangere og sexarbejdere, der bliver hovedpersonerne i hans værker. 

Som mange andre af sine kollegaer, indfanger Toulouse-Lautrec perioden i humoristiske, forførende og smukke værker. Men periodens litografiske værker er modsætningsfyldte, for mens de både er præget af kommercielle formål og en tro på kunstens forskønnende potentiale, sniger der sig også samfundskritiske pointer ind i værkerne. 

La Belle Époque er nemlig langt fra glamourøs og munter for alle. For mens festlighederne byder på sjov og ballade for nogle, lever andre i underholdningens skyggeside, med en hverdag med kummerlige levevilkår og hårdt arbejde. I udstillingen vil vi derfor også dykke ned i periodens menneskeskildringer for at åbne op for de mange historier om stjernestatus, kunstneriske nybrud, ulighed og eksistensvilkår, som selv de festligste værker rummer. 

Udstillingen Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre præsenterer værker fra franske art nouveau skabt af nogle af periodens mest banebrydende kunstnere som Henri de Toulouse-Lautrec, Théophile-Alexandre Steinlen (1859-1923), Eugène Grasset (1845-1917), Jules Chéret (1836-1932), Clémentine-Hélène Dufau (1869-1937), Alphonse Mucha (1860-1939), Henri-Gabriel Ibels (1867-1936), Adolphe Willette (1857-1926), Pierre Bonnard (1867-1947) og mange andre. 

Udstillingen er skabt i tæt samarbejde med Musée d’Ixelles, Belgien og Institut für Kulturaustausch, Tyskland. 

Henri de Toulouse-Lautrec, Jane Avril, 1899. Photo © Musée d’Ixelles-Bruxelles/ Courtesy of Institut für Kulturaustausch, Tübingen // Henri de Toulouse-Lautrec, Aristide Bruant dans son cabaret, 1893. Photo © Musée d’Ixelles-Bruxelles/ Courtesy of Institut für Kulturaustausch, Tübingen // Jules Cheret, Redoute des Etudiants, 1894. Photo © Musée d’Ixelles-Bruxelles / Courtesy of Institut für Kulturaustausch, Tübingen // Eugène Grasset, Grafton Gallery. Avant la lettre, 1893. Photo © Musée d’Ixelles-Bruxelles/ Courtesy of Institut für Kulturaustausch, Tübingen // Henri de Toulouse-Lautrec, Moulin Rouge - La Goulue, 1891. Photo © Musée d’Ixelles-Bruxelles/ Courtesy of Institut für Kulturaustausch, Tübingen

★★★★★

– Jyllands-Posten

♥♥♥♥

– Politiken

★★★★★

– Fyens Stiftstidende

★★★★★

– Kulturkupeen

Udstillingen er skabt i samarbejde med

Tak til