Henri de Toulouse-Lautrecs plakater står som et højdepunkt i la belle époque , der trods tidernes skiften og kunstens strømninger, stadig består. Hvad var det, der fik denne maler til at vælge den forgængelige plakatreklame? Og hvad var baggrunden for det helt nye billedsprog?
Efter århundreders isolation åbnede Japan op for handlen med omverdenen med en vidtrækkende påvirkning af bl.a. vestens kunst og kunsthåndværk til følge. I foredraget vil kunsthistoriker og dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen fortælle om den ændring i billedsproget, der opstod gennem fascinationen af japansk kunst.
Foredraget læner sig op ad udstillingen
Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre , hvor du kan opleve art nouveau kunstens banebrydende æstetiske nybrud i flere afskygninger: Fra litografiske værker fra Paris' gader til udsøgt kunsthåndværk fra den franske art nouveau og den danske skønvirke.