Med inspiration i Claude Cahuns udstilling Under huden går vi gennem broderi, på opdagelse i identitet og køn som kategorier, der altid er flydende og foranderlige.
I denne workshop vil vi brodere kønsikoner, forbinde drøm og virkelighed i fantasien og fordybe os i det tekstile og farvernes sanselighed.
Inde i Claude Cahuns verden af sort/hvide fotografier bor en verden af farver, guldhud og midnatsblåt tapet. Cahuns liv smeltede sammen med hendes kunst, i en undersøgelse af identitet og køn som noget foranderligt og flydende. At der i spejlingen mellem det enkelte menneske og verden, altid ligger muligheden for forvandlinger. Hun undersøgte muligheden for et tredje køn, der forbandt det maskuline og det feminine, men som eksisterede hverken som det ene eller det andet.
Cecilia de Jong er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi. Hendes værker er lige dele broderi/tekstile objekter og maleri med akvarel/gouache på papir eller bomuld. Cecilia de Jong undersøger i sine værker kunstens potentiale for at skabe nye erkendelser og sanselige erfaringer.
Lørdag d. 29. april kl. 10.00-13.30
Billetten er inkl. entré til museet og alle materialer.