Transparent

SAMTALE // DET UDSLIDTE HJERTE

Da H.A. Brendekilde i 1889 udstillede sit store maleri Udslidt på Verdensudstillingen i Paris, gav han det titlen Au Secours! , som på dansk betyder Hjælp! Motivet er enkelt og brutalt: En daglejer er faldet om af udmattelse, mens en kvinde råber desperat efter hjælp. Et billede på et liv, der er presset til det yderste.

I forbindelse med særudstillingen
H.A. Brendekilde – Lyslevende har Kunstmuseum Brandts fået mulighed for at vise et sjældent forarbejde til Udslidt . Her står manden stadig op og arbejder. Med ét ændrer historien sig – den udslidte krop får nyt liv, og spørgsmålet melder sig: Hvad sker der i det øjeblik, hvor et menneske bryder sammen? Og hvad kræver det af den, der står tættest på?

Disse spørgsmål danner rammen om en samtale mellem udstillingens kurator, Ellen Egemose, og Poul Henning Madsen, leder af Akutmodtagelsen på OUH. Med hver deres blik – kunsthistorisk og medicinsk – taler de om at stå med et andet menneskes liv i hænderne. Kan alle gøre det? Hvordan holder man hovedet koldt, når situationen er akut, og konsekvenserne er uoverskuelige.

Samtalen kredser også om hjælpens historie. Kvinden i
Udslidt råber på hjælp og gør det, hun kan – men ambulancen fandtes ikke endnu. Hvornår begyndte vi egentlig at organisere akut hjælp? Hvornår opstod førstehjælp, skadestuer og akutmodtagelser, som vi kender dem i dag?

Endelig åbner mødet mellem kunst og medicin for et helt grundlæggende spørgsmål: Hvad vil det sige at være “udslidt”? Er det blot et billedligt udtryk – eller en reel tilstand? Kan man slide sin krop op gennem hårdt arbejde?

  • Torsdag den 22. januar 2026 kl. 18.00