WORD FESTIVAL- 150 EVENTS PÅ 3 DAGE Den 31. januar – 2. februar 2025 forvandler Word Festival hjertet af Odense til landets største kulturscene!
Kim Faber & Janni Pedersen vil være i samtale med Pernille Redder.
Robert Danius har i syv år siddet fængslet for drabet på en 11-årig dreng, da nye oplysninger får ham løsladt. Signe Kristiansen og Martin Juncker, der efterforskede sagen i sin tid, er imidlertid ikke overbeviste om Danius’ uskyld – langt fra – og stik imod chefernes ordrer indleder de i al hemmelighed en ny efterforskning af manden.
Få dage efter Danius’ løsladelse forsvinder Asser Larsen. Han er advokaturchef ved Københavns Politi og en af hovedkræfterne i en storstilet operation rettet mod den albanske mafia. Juncker og Signes unge kollega, Nabiha Khalid, bliver sat til at finde ham, og efterhånden som hun dykker ned i sagen, viser der sig nogle sammenfald. Blandt andet, at Asser Larsen tidligere i sin karriere har været forsvarsadvokat for Robert Danius.
Løgner er femte bind i Faber & Pedersens succesfulde og anmelderroste krimiserie.
Om Kim Faber & Janni Pedersen
Kim Faber (f. 1955) og Janni Pedersen (f. 1968) debuterede i 2019 med Vinterland, der har solgt langt over 200.000 eksemplarer og blev hædret med Det danske Kriminalakademis debutantpris 2020. Serien er solgt til udgivelse i 10 lande, og Satans sommer strøg ved udgivelsen i Tyskland direkte ind på førstepladsen på Der Spiegels bestsellerliste. Parret blev hædret med Krimimessens Publikumspris 2021 og Martha-prisen 2022.
Janni er til daglig studievært på TV 2-proggrammet Go’ Aften Live og News-magasinet Bag Forbrydelsen. Hun er desuden vært på podcasten Skyggesiden.
Kim er tidligere journalist på Politiken, hvor han har arbejdet som blandt andet nyheds- og kulturreporter i 25 år. Han har i dag helliget sig forfattergerningen.
Om Pernille Redder
Pernille Redder (f.1977) er uddannet journalist og har tilbragt det meste af sin karriere i tv-branchen, blandt andet som tilrettelægger og redaktør på Aftenshowet, på Copenhagen TV Festival samt TV 2 Fyn. I dag er hun freelancejournalist, redaktør og forfatter til flere bøger.
Pernille Redder er på Instagram som @predder.
Arrangementet afvikles af Word festival, hvorfor billetter skal købes gennem deres platform.
Dato: Søndag den 2. februar
Tidspunkt: 15.20
Varighed: 20 min.
Sted: Politikens Forlags scene
Kunstmuseum Brandts, Amfipladsen 7, 5000 Odense
Ved oprettelse modtager du nyhedsbrev med tilbud og information om museets aktuelle og kommende udstillinger. Der sendes et nyhedsbrev ca. hver 3. uge.