EN OVERNATURLIG TOTALINSTALLATION
Aria forener film og musik i en tankevækkende installation, der berør menneskelig relation og adskillelse.
Med afsæt i fragmenter af den ældgamle operafortælling om Don Quixote udforsker Ea Verdoners videoinstallation kærlighed, dissociation og den skrøbelige grænse mellem fiktion og virkelighed.
Fortællingen er situeret i et hus udenfor København, hvor en kvinde er betaget af en mand, der kæmper mod usynlige kræfter. Udstillingen inviterer os til at træde ind i værket og vidne den komplekse relation mellem de to mennesker.
Aria er et intimt portræt, der undersøger spændingen mellem fysiske og mentale verdener. Den reflekterer over den stille udmattelse og fremmedgørelse, der er knyttet til nutidige problemstillinger. Værket efterlader et rum, hvor tid, virkelighed og fantasi forskydes – og hvor det at se og blive set forhandles.
Aria kommer af italiensk og betyder ’luft’. Ordet ’aria’ møder vi også som en musikalsk betegnelse for den klassiske operas følelsesladede solosange, der ofte er forestillingens højdepunkt. Udstillingen låner fra operagenrens melodrama og udstrakte følelsesøjeblikke – hvor tiden standses, og følelser får form.
Aria er ikke en udstilling med en kronologi. Det er ikke en klassisk udstilling, vi betragter. Det er en udstilling, man befinder sig i – en øjeblikstilstand snarere end et narrativ.
Under udstillingen vil det desuden være muligt at opleve en række performances, der udvider filmens musikalske univers og opføres af komponisterne Cæcilie Trier og August Rosenbaum m.fl.
Om kunstneren
Ea Verdoner er visuel kunstner med koreografisk baggrund, og har med afgang fra Statens Scenekunstskole (2007), International Center of Photography (2014) og Roskilde Universitet (2016) skabt et kunstnerskab, der tager form som installations- og performancekunst såvel som fotografi, film og tekst. Verdoner har tidligere udstillet ‘Celeste’ på Copenhagen Contemporary (2022) og skabt værket ‘Opløsning i Cisternerne’ (2025)
Kunstneren ønsker at takke følgende støttegivere:
Statens Kunstfond,
Augustinus Fonden,
Hoffmann og Husmans Fond,
William Demant Fonden,
Knud Højgaards Fond,
Lemvigh-Müller Fonden og
Overretssagfører Zeuthens Legat.
