Byen under byen med pige lille

Byen under byen

Sanseudstilling af Tine Louise Kortermand

Indtil
02.05.2022

Med svævende kloder og magiske mikro-universer

Kunstmuseum Brandts har en lang tradition for at skabe kunstneriske oplevelser for både store og små. Udstillingen Byen under byen er en poetisk og forførende totalinstallation for hele familien.

Forestil dig en verden helt uden mennesker. En natur der fornyer sig selv, når vi engang er væk. Træer og planter vokser vildt. I det vægtløse univers af flimrende skyggespil og abstrakte lydkompositioner svæver små lysende planeter. De gemmer på lommer af hemmeligt liv og tilbyder glimtvise kig ind i en anden verden. I de tilgroede miniaturehuse bor små levende silhuetter, der fortæller historier om rasende tyfoner, lyden af sne og hindbær der eksploderer på tungen. Magiske øjeblikke i naturen, fra en verden, der var en gang. Den er skabt af den danske video-, lyd- og performancekunstner Tine Louise Kortermand (f.1968), som er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi.

I udstillingen sætter hun fokus på naturens skrøbelighed og udforsker tanken om, hvordan verden mon ser ud, hvis vi mennesker en dag ikke er her. Med en blanding af fortælling, fascinerende mikro-universer, grannåledufte, mærkelige objekter, vægtløse planeter, elektronisk bearbejdede naturlyde og storladne videoværker, transporteres vi ind i en ukendt fremtid til et tindrende smukt og vægtløst univers, der gør, at vi for et øjeblik glemmer, hvor vi virkelig er. I sanseudstillingen Byen under byen viderefører Tine Louise Kortermand sin kunstneriske praksis, som altid har fokus på fortælling og interaktion med publikum. Hendes værker er ofte en hybrid imellem videoinstallationer, performancekunst og elektroakustisk musik, der spænder fra popkultur til det nyskabende udtryk. Til udstillingen har hun komponeret et originalt video- og lydværk. Et soundscape med skiftende klangbilleder, der pirrer nysgerrigheden, skaber stemning og sætter en strøm af billeder og tanker i gang hos beskueren.

Udstillingen anbefales fra 6+.

En coronavenlig sanseudstilling

Byen under byen er designet midt i en coronatid. Du vil derfor møde en sanseudstilling, som i højere grad stimulerer dine øjne og ører frem for følesansen. Samtidig er udstillingen bygget op i ét stort rum med masser af plads og afstand.

Kunstmuseum Brandts overholder altid gældende retningslinjer i forhold til at mindske smittespredning af COVID-19. Vi opfordrer alle besøgende på museet til at følge anbefalinger om afstand og hygiejne – og til at opføre sig hensynsfuldt overfor de øvrige gæster.

For institutioner

Årets sanseudstilling er skabt i en corona-tid med masser af plads og afstand. Vi anbefaler, at I beholder skoene på, spritter hænder af ved indgangen og ikke rører ved kunstværket. Så pas godt på kunsten og hinanden.

Vi gør opmærksom på, at booking og betaling er bindende, og at vi ikke tilbagebetaler differencen for et færre antal fremmødte.

Book her

Støttet af