Genfortryller hverdagens små detaljer
Der er dømt dansk fotografi i international særklasse, når Kunstmuseum Brandts i efteråret 2026 præsenterer en samlingsophængning af museets samling af Keld Helmer-Petersens værker.
Den danske fotograf fik sit store gennembrud, da han i 1948 udgav bogen med den faktuelle titel 122 Farvefotografier . Billederne, der selv i dag fremstår friske og nutidige, fokuserede på hverdagsdetaljer som dørhåndtag, sommerskyer og skygger på husmure. Det, der så simpelt ud, var i virkeligheden et helt nyt fotografisk greb.
Med sit poetiske blik og evige lyst til fotografiske eksperimenter forvandlede Helmer-Petersen hverdagens detaljer til kunst i både sort/hvid og farver og introducerede modernismen i dansk fotografi.
Med mere end 60 værker fejrer udstillingen fotografiets enestående evne til at genfortrylle hverdagens små detaljer og fremhæve det smukke formsprog, der gemmer sig i objekter og bygninger, vi ellers afskriver som grimme eller slet ikke lægger mærke til.
