Transparent
Pieter Claesz - Opstilling med skinke

Kunst på bordet!

10.10.2026
22.08.2027

En klassisk genre genbesøges
I museets store historiske udstilling i 2026 tager vi fat om en klassiker i kunsthistorien – stilleben. En genre, der både rummer store følelser og stille liv, ekstravagant livsstil og fordærv. Udstillingen viser 400 års kunst: fra 1600-tallets symbolladede billeder til nutidens legesyge fortolkninger. Udstillingen igennem inviterer til at undersøge værkernes mange symboler, overdådige blomster og mennesketomme rum.

Tingenes mange betydninger
Vi omgiver os alle med ting. Ting kan have mange betydninger for os. Det kan være smukke genstande, et stel, der bruges til gæster, objekter med affektionsværdi, men det kan også være mange af de samme – noget, der udgør en samling. De fleste af os har ejendele, der betyder mere for os end andre. Det, vi udvælger for os selv, kan sågar fortælle noget om, hvem vi er som mennesker. Slet og ret er tingene med til at give os orientering i en stor verden.

I genren stilleben maler kunstnere ting af forskellig art. I 1600-tallets Europa var det vigtigt at kunne fremvise rigdom og status i tråd med samfundets økonomiske opsving, hvorfor der ofte ses kunstfærdige objekter, såsom store sølvfade, glasopsatser, guld og smykker. I det historiske stilleben ses også dyre madvarer, store kødstykker, nedlagt vildt og glinsende fisk, ofte sammen med remedier til tilberedning. Der er altså tale om at vise en livsstil frem.

Senere i kunsthistorien skifter fokus fra det nærmest umuligt smukke til det mere hverdagslige, som kulminerede med modernismen i 1900-tallet. Her var det anset at fjerne alt det unødvendige og i stedet vise det reelle, måske endda pauvre ved livet i en omskiftelig kriseramt verden. Mellem 1600-tallet og 1900-tallet ser vi store kontraster og former for formidling af den virkelighed, der omgiver os alle. I udstillingen giver vi publikum mulighed for også at se nutidens bearbejdninger af en klassisk genre. Her trækker nogle samtidskunstnere på en stærk inspiration og forbundethed med tidligere tiders kunst, mens andre gør helt deres eget og folder virkningsfulde indtryk ud i det fysiske rum.

Et samarbejde
Udstillingen skabes i samarbejde med Nivaagaards Malerisamling, hvilket giver en unik mulighed for at lade to væsentlige danske museumssamlinger gå i dialog med hinanden. Fra Nivaagaards Malerisamling kan opleves klassiske mesterværker fra 1600-tallet, hvor Kunstmuseum Brandts samling især er karakteriseret af hovedværker inden for den danske modernisme, der her vises i fuldt flor.
Vi takker samtidig vores kolleger i det danske museumslandskab for velvilligt at udlåne værker fra deres samlinger.

Udstillingsprogram 2026 er støttet af

Tak til