“Does an era define the pleasure we feel, or do pleasures we feel define our era?”
Begrebet Revenge Body stammer fra amerikanske sladderblade, hvor det oprindeligt blev brugt til at beskrive kendte personers kroppe, der efter et endt forhold hævner sig på fx ekskæresten ved at gennemgå en ekstrem udseendemæssig transformation. Begrebet er et produkt af en popkultur, hvor kroppen konstant er på udstilling og overvåges af et medieret blik. Kroppen er ikke længere et statisk, biologisk fænomen; kroppen kan modificeres og filtreres, og kroppen kan anvendes strategisk til at opnå succes – og hævn. Men tages begrebet ud af sin vante kontekst uden nogle kropslig repræsentation, kan betydningen måske tolkes som at kroppen er i oprør mod sine egne fysiske og sociale begrænsninger.
Forestillingen om en udefineret utopi er centralt for udstillingens samlede narrativ. Hvor genkendelige symboler, koder og strukturer er vendt på hovedet og hvor objekter endda bliver til levende, performende væsener.
Maja Malou Lyse (f. 1993) er interesseret i opgøret med vores tillærte forestilling om seksualitet som værende fri og naturlig, da vores begær altid vil være formet og under indflydelse af den tid, kultur og økonomi vi vokser op i. Sex, krop og begær er helt centrale emner, der i kunstnerens arbejde bliver en indgang til at tale om identitet, medier og magtstrukturer. Et gennemgående tema i udstillingen er forholdet mellem sex og sprog. Seksualitet har historisk været tabubelagt og derfor henlagt til det fordækte og usagte.
I udstillingen arbejder Maja Malou Lyse med at skabe et på en og samme tid poetisk og humoristisk formsprog til at skabe nye narrativer og betydning ved at ændre den kontekst, ordene oprindeligt er blevet forstået i. Denne nye forståelse af det seksuelle sprog opleves og uddybes i udstillingens forskellige værker.
Revenge Body er Maja Malou Lyses første soloudstilling, som er en del af Brandts’ udstillingsprogram med dansk og internationalt samtidskunst, som museet gennemfører i 2020-2023 med støttet fra
Det Obelske Familiefond.