Transparent
Anna Ancher, Ung pige i haven med orange parasol, ca. 1915-20 (udsnit)

Samlingen

250 års dansk kunst

Permanent udstilling

Skiftende tiders kunstsyn

Samlingen på Kunstmuseum Brandts rummer 250 års dansk kunsthistorie. I denne helt nye præsentation viser vi det bedste fra gemmerne i selskab med markante nyerhvervelser.

Udstillingens værker afspejler skiftende tiders kunstsyn. Guldaldermalerne søgte efter skønheden i ruinerne fra det antikke Rom. Socialrealisten H.A. Brendekilde skabte danmarkshistorie med sit gribende monument over den udslidte landarbejder, der er faldet om på marken. De konkrete kunstnere hyldede abstraktionen som frirum og dyrkede farvens og formens klare sprog. Med en kronologisk præsentation af samlingens væsentligste perioder viser udstillingen, hvordan kunstnere gennem tiden har forsøgt at finde vej i en kompleks virkelighed.

Klassikere som Jens Juel, H.A. Brendekilde, Vilhelm Hammershøi og Anna Ancher vises side om side med kunstnere som Elisabeth Jerichau-Baumann og Agnes Slott-Møller, der først i de senere år har indtaget deres retmæssige plads i kunsthistorien. Den moderne samling rummer fine værker af Vilhelm Lundstrøm, Ebba Carstensen, Vilhelm Bjerke Petersen, Sonja Ferlov Mancoba, Asger Jorn, Poul Gernes, Per Kirkeby og Kirsten Lockenwitz. Udstillingen præsenterer også et udvalg af museets nyerhvervelser, herunder samtidskunstværker af Nina Beier, Rasmus Myrup og Benedikte Bjerre.

Kunstmuseum Brandts' samling er støttet af Orifarm Group A/S

Tak til