Transparent
Foto sanseudstilling
Afsluttet

Sanseudstilling '14

Den glemte have af Mie Mørkeberg

28.11.2014
05.04.2015

I Den Glemte Have skinner månen altid som sølv. Hvorfor står solen mon aldrig op? I Den Glemte Have er der bakker og græs og mærkelige huse med spor af liv, men ingen er hjemme. Hvor er de gået hen, og hvem er de? I den Glemte Have har nogen bygget en teltlejr. Er campisterne forsvundet, eller gemmer de sig bare? Man må gerne flytte ind i teltene og besøge husene i Den Glemte Have – hvis man tør. For i månelysets skær virker alt lidt sært. Og i udkanten af haven lurer venlige trolde og sære dyr, der er klædt ud som andre dyr. De vil gerne lege. Måske er de i virkeligheden meget flinke? Og ved troldene og dyrene mon, hvor husenes beboere er henne? Hvem er det i øvrigt, der har glemt haven?

Gæsterne kan spørge sig selv og hinanden om mange ting, når de besøger vinterens sanseudstilling Den Glemte Have. Billedkunstner Mie Mørkeberg har skabt en poetisk, legesyg og sanselig verden, der strejfer kanten af noget lidt uhyggeligt. Leg med dyrene og troldene, udforsk de særeste huse, gem dig i et telt, tril en tur ned af bakken og læg dig på græsset. Der er meget at opdage og overskue og indtage i Den Glemte Have.

Om vinterens sansekunstner:
Mie Mørkeberg (f. 1980) tog afgang fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006. Hun har udført udsmykningsopgaver til Copenhagen Business School 2013, Saxo Bank 2010 og den integrerede institution Børnehuset Nyelandsgården på Frederiksberg 2008.
Tidligere separatudstillinger tæller: ”Private – Public” Galleri Tom Christoffersen, Kbh. 2012, “Glemte rum og skjulte korridorer” Forhallen Politikens Hus, Kbh, 2010. ”Afterwards” Galleri Tom Christoffersen Kbh, 2009, ”Drama Queens” Traneudstillingen Gentofte, 2008. ”Hjemmefra” Galleri Tom Christoffersen Kbh, 2007. Af tidligere gruppeudstillinger kan følgende fremhæves: ”Make Yourself At Home” Kunsthal Charlottenborg Kbh, 2010, ”Frelst Fiktion” Museet For Religiøs Kunst, Lemvig, 2009. “Match Race” Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg, 2007. “Fora – andre fortællinger fra det uvisse” Randers Kunstmuseum, 2007.

Mie Mørkeberg er repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen.