Transparent
Muffled-drums-2
Afsluttet

SUSAN PHILIPSZ

Dybderne

02.06.2023
05.11.2023

Usynlige lydmønstre

Sang fra et 4-stemmigt kor strømmer op af cisternens sorte åbning. Omkring den står seks tønder, hvorfra en pulserende tromme blander sig med korets sang. Trommerne er baseret på Susan Philipsz’ eget hjerteslag, og alle sangstemmerne er sunget af Philipsz’ selv. I udstillingen Dybderne synger koret og de bankede trommer til os alle, når de sammen fortæller om afmagt og livsmod. 

I Susan Philipsz’ værker får lyden en skulpturel form. Det gælder også for udstillingens to værker The Depths (2023) og Muffled Drums (2020/2023), hvor lyden formes i skulpturerne. Her vokser salmesang og trommer frem fra metalskulpturernes indre, hvor de resonerer for derefter at strømme videre mod os, der oplever værket. Alt efter hvor vi står i udstillingsrummet, vil lyden ændre sig. Lydene sætter gang i en unik og individuel respons, og inviterer os til at reflektere over vores eget liv og eget møde med mørkets dyb og håbets lys, sorgen og glæden, livet og døden.  

TONER FRA DYBET   
Med lyd som sit primære redskab har Susan Philipsz skabt utallige værker fulde af historiske og litterære referencer. Hvad end hun tager udgangspunkt i populærkulturens sanghits, klassiske orkesterværker, krigsødelagte instrumenter, litteratur eller sin egen sangstemme, er lyden den stemningsfulde fortæller, der kan kaste nyt lys over historien og vores egen menneskelighed. ©An 

I værket The Depths er det Philipsz’ egen utrænede sangstemme, vi hører. Hun synger det latinske salmevers De Profundis , der på dansk betyder fra dybet. Salmeverset stammer fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. I 1980 skaber komponisten Arvo Pärt (f. 1935) et 4-stemmigt korværk over salmen, og det er det værk, som Philipsz synger i The Depthts . I salmen følger vi en jeg-fortæller, der kalder fra en position af afmagt og desperation. Men gennem salmen skriver jeg-fortælleren sig ud af sindets dyb for at finde håb i sin tro. En lignende bevægelse fra mørket til lys gennemgår korværkets stemmer. Fra dybe solopartier, til lysere og lysere harmonier, for at ende unisont.  

DET SMUKKE LIV   
I sine værker lader Susan Philipsz sig ofte inspirere af litterære referencer. Det er også tilfældet i udstillingen Dybderne . I forlængelse af den fortælling om livsmod, som salmeverset De Profundis fortæller om, finder vi også forfatteren Oscar Wildes (1854-1900) brev af samme navn. Wilde skriver brevet i slutningen af sin fængselsstraf, som han idømmes på baggrund af sit romantiske forhold til Lord Alfred Douglas (1870-1945). Wilde begynder sit brev fra dybet; fra en position af afmagt og sorg efter to års hårdt tvangsarbejde og isolation i fængslet. I første del af brevet raser Wilde mod Douglas. Men til trods for den store modgang, som Wilde har oplevet, formår han alligevel mod slutningen af brevet at genfinde håb og livsmod, for som Wilde skriver:  

Det mest forfærdelige ved fængslet er ikke, at det knuser ens hjerte – hjerter er skabt til at blive knust – men at det gør ens hjerte til sten.  

Brevet ender som en hyldest til livets skønhed, som vi finder i kunsten, glæden og endda sorgen. Efter Wildes død udgiver hans ven og forlægger Robert Ross brevet med titlen De Profundis .  

HJERTESLAG 
I udstillingen bliver korsangen ledsaget af afdæmpede og pulserende trommer, der strømmer fra de seks tønder i værket Muffled Drums . Trommernes hjerteslag står som et stærkt lydbillede på budskabet om det uudslukkelige håb og livsmod, som Philipsz’ salmesang og Wildes brev rummer. Men trommelydene kan også minde om en begravelsestromme, der annoncerer en persons død. En forbindelse som forfatteren Henry Wadsworth Longfellow (1807- 1882) sætter ord på i sit digt A Psalm of Life fra 1838:  

Art is long and Time is fleeting / And our hearts, though stout and brave / Still, like muffled drums, are beating / Funeral marches to the grave.   

Således kan det bankende hjerte i Philipsz’s værk også minde os om, at et hjerte ikke slår evigt. Og på den måde forbinder koret og trommen mørkets dyb og håbets lys, sorgen og glæden, livet og døden.  

 

OM SUSAN PHILIPSZ   
Susan Philipsz (f. 1965) er født i Skotland og er uddannet billedhugger. Hun bor og arbejder i Berlin. Philipsz har udstillet verden over, heriblandt Tate i London, Hamburger Bahnhof i Berlin og Guggenheim i New York. I 2010 blev hun tildelt den prestigefyldte kunstpris Turner Prize.  

Kredit: Susan Philipsz, Muffled Drums (detalje), 6-kanals lydinstallation og seks tønder i rustfrit stål, 2020/2023. Foto: Eoghan McTigue

Tak til