Transparent
Tau Lewis - Dawn

Tau Lewis

19.09.2026
02.05.2027

Alternative verdener vokser frem

Til efteråret præsenterer Kunstmuseum Brandts for første gang i Skandinavien en soloudstilling med den jamaicansk-canadiske kunstner Tau Lewis (f. 1993). Med store tekstile skulpturer syet af genbrugsmaterialer, skaber Lewis forunderlige verdener, hvor fortidens generationer baner vejen for nye verdener.

Bløde verdener fulde af nye muligheder
I Tau Lewis’ betagende værker forvandles genbrugstekstiler og fundne naturmaterialer til syede billedtæpper, animistiske skulpturer og rumlige installationer. Hvert værk er syet i hånden, og med hvert sting forbinder kunstneren og andre syersker deres egen livserfaring med de mange historier og energier, der gemmer sig i materialerne. Herfra vokser fortidens historier, ritualer og erfaringer videre i Lewis’ skulpturelle verdener.

Udstillingen på Kunstmuseum Brandts’ udfolder sig som en totalinstallation af skulpturer og ledsages af et sanseligt lydunivers. Mens nogle skulpturer har menneskelignende former, vokser andre frem som overnaturlige væsner. Med muslingeskaller som øjne, drivtømmer som ører og fangarme af blomstrende tekstile lianer, får skulpturerne animistiske egenskaber, der kan forbinde mennesker på tværs af tider og ikke mindst forbinde mennesker med andre livsformer. Som karakterer i et teaterstykke fortæller skulpturerne om nye forunderlige verdener, hvor mytiske væsner lever side om side med overjordiske ånder og guder. Afsættet for denne udstilling udspringer af den sumeriske gudinde Inanna, der fra 4000-3100 f.v.t. blev tilbedt som gudinde for kærlighed, krig og frugtbarhed. På stentavler fra perioden hører vi om Inannas farefulde færd gennem underverden. I udstillingen følger vi Inanna på samme rejse: Fra de mange prøvelser, der gradvist fjerner hende mere og mere fra hendes menneskelige liv til genopstandelsen, der cementerer hende som Himlens Dronning.

Valget af genbrugstekstiler, håndarbejdets tidskrævende arbejde og inspirationen fra oldgamle religiøse historier er afgørende elementer i Lewis’ særegne historiefortælling. Mens hendes fastholdelse af det langsommelige håndarbejde og fundne materialer, giver fornyet kunstnerisk kraft til diasporiske kulturer og traditioner, er hendes inspiration fra fortidens religiøse fortællinger og rituelle praksisser, med til at forbinde vores egen tid med fortiden. I dette møde vokser vigtige alternative verdener frem, hvor nye spirituelle praksisser og omsorg, baner vejen for en mere tolerant verden. Igennem denne omsluttende totalinstallation bliver fortidens stemme således vakt til live i nye, kærlige scenarier.

Om kunstneren
Tau Lewis er født i Toronto, Canada, og hun bor og arbejder i dag i Brooklyn, New York og i London. Lewis har deltaget i talrige gruppeudstillinger, bl.a. på The Barbican i London (2024) og på Venedig Biennalen (2022). Hun har desuden flere soloudstillinger bag sig – heriblandt på Institute of Contemporary Art i Boston (2024) og Institute of Contemporary Art i Miami (2023).

Udstillingen Tau Lewis skabes i samarbejde med Tramway, Glasgow og Performa Biennalen 2025, New York.

Udstillingsprogram 2026 er støttet af

Tak til