Transparent

Se verden på ny gennem kameraet

Undervisningsforløb med udgangspunkt i Keld Helmer-Petersens fotografi
Keld Helmer-Petersen, Tisvildeleje 1946

Varighed: 2 timer
Pris: 900,- pr. hold
Booking: Herunder eller på tlf. 2753 7092
Aldersgruppe: 6. – 10. klasse, FGU, SOSU, gymnasier, ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser
Sprog: Dansk og engelsk

Kan et fotografi af en mur, en skygge eller et nedløbsrør være interessant?

Med udgangspunkt i Keld Helmer-Petersens fotografiske praksis undersøger vi, hvordan fotografiet kan forvandle vores blik på verden. Gennem sine fotografier udfordrede Helmer-Petersen vores forestilling om, hvad der er værd at fotografere. Han fandt motiver i hverdagens oversete detaljer og forvandlede dem gennem beskæring, perspektiv, lys, farver og komposition til selvstændige fotografiske værker.

I udstillingen går vi på opdagelse i Helmer-Petersens fotografiske univers og undersøger, hvordan almindelige genstande og omgivelser kan opløses i abstrakte former, mønstre og farveflader. Gennem dialog og fælles billedanalyse bliver eleverne introduceret til fotografiets kunstneriske virkemidler og til spørgsmålet om, hvornår et fotografi bliver til kunst.

Herefter skal eleverne selv arbejde fotografisk. Med kameraet som redskab går vi på opdagelse i museets omgivelser og leder efter motiver, der normalt ville undslippe vores opmærksomhed. Gennem eksperimenter med perspektiv, beskæring, lys, farver og komposition skal eleverne skabe deres egne abstrakte fotografier.

Til sidst udvælger eleverne deres bedste billeder og præsenterer dem for hinanden. Sammen undersøger vi, hvordan fotografiet kan ændre vores oplevelse af virkeligheden – og om man kan finde kunst dér, hvor man mindst venter det.

Ønsker I at prøve kræfter med det kameraløse fotografi i museets mørkekammer? Så book et udvidet forløb på 3 timer til kr. 1.100,- pr. klasse. (OBS der kan maksimalt være 15 elever på forløb i mørkekammeret)

Husk, at noter i jeres booking, om I ønsker et 2 timers eller et 3 timers forløb.

Udfyld formularen

Vi vender tilbage med svar på din forespørgsel snarest muligt.

Loading form…
Tilmelding success Cookies og privatlivspolitik