Pris: 750,- pr. hold
Varighed: 3 timer
Booking: Tlf. 2094 0580 eller 2753 7092
Aldersgruppe: 3. – 10. klasse, FGU, SOSU, gymnasier, ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser
Sprog: Dansk og engelsk
Med kameraet i lommen er vi aldrig sene til at iscenesætte os selv. Selfies er eksempelvis et udtryk for, at vi bruger fotografiet mere end nogensinde til at fortælle, hvem vi er og hvordan vi gerne vil ses.
Kom med på en undersøgelse af forskelle og ligheder mellem portræt, selvportræt og selfies. Sammen ser vi på, hvad der gør en selfie eller et kunstværk interessant eller ligegyldigt. Hvilke historier fortæller billederne, hvem ser med, hvad vil kunstneren? Hvad er virkelighed, hvad er iscenesat og lader vi os narre?
I udstillingen Samlingen - 250 års dansk kunst ser vi på portrætter og selvportrætter og forsøger at blive kloge på, hvorfor selviscenesættelse altid har været dragende for os mennesker. Der bliver også tid til at diskutere, hvornår selviscenesættelse er kunst.
Til sidst rustes eleverne med kamera og redigeringsprogram, og kan nu give deres bud på et selviscenesættende portræt anno 2021.
Forløbet er fagunderstøttende til Fælles Mål i dansk, historie, billedkunst og samfundsfag. Således lærer eleverne:
At bruge beskrivende og analytiske formuleringer
At få indblik i en specifik genre og dens fagbegreber
At forholde sig mundtligt til egne og andres medieproduktioner
At arbejde praktisk med fotografiet som udtryksform og lære om billedbehandlingens mulighed for at understøtte den kunstneriske intention